Shape Robotics valgte på deres generalforsamling i sidste uge den tidligere CEO, André Fehrn som ny bestyrelsesformand.
André Fehrn er revisor-uddannet, og han vil først og fremmest arbejde på at styrke Investor Relations indsatsen for Shape Robotics og støtte den eksisterende ledelsesgruppe med finansiel og strategisk styring. Han startede hos selskabet helt tilbage i 2017, blev senere CEO og stod derfor i spidsen for den gode børshistorie, hvor aktien lukkede i kurs 35,5 dagen før meldingen om, at han stoppede hos Shape Robotics.
André Fehrn starter sin indsats som formand for Shape Robotics bestyrelse med det samme og genindtræder dermed i en virksomhed, som han har indgående kendskab til på både ledelsesmæssigt, teknologisk, organisatorisk og finansielt plan. Han har ledt selskabet gennem kapitalrejsninger, noteringen på hovedmarkedet og tre opkøb, og beskriver Shape Robotics som sit hjertebarn.
Foruden André Fehrn, blev bestyrelsen styrket med Martin Kjær Hansen, som til dagligt er CFO i ISS Denmark. Martin kommer med 13 års erfaring fra ISS inden for forskellige senior finanslederroller, herunder bl.a. som Head of Investor Relations med en central rolle i børsnoteringen af ISS i 2014. Forud for ISS var Martin Kjær Hansen ansat som analytiker hos Jyske Bank. Samtidig er Martin Kjær Hansen velbevandret i bestyrelsesarbejdet, hvor fokus primært har været på start-up og scale-up selskaber.
Den nye bestyrelsesformand, André Fehrn udtaler i forbindelse med udnævnelsen:
Jeg har fuld tillid til det eksisterende ledelsesteam og deres fælles evne til at skabe resultater, og det bliver dermed hovedsageligt mit opdrag at styrke kommunikationen til investorer og øvrige interessenter fra en mestendels tilbagetrukket position. Selskabet har stort potentiale og går en spændende tid i møde, og med mit kendskab til, hvordan man normalt arbejder i virksomheden i forhold til at budgettere og forecaste, er jeg fortrøstningsfuld omkring selskabets evne til at nå guidance i 2025.
No comments! Be the first commenter?