Inden længe kan vi se frem til at modtage vores årsopgørelse, hvilket også har betydning for alle, der har solgt aktier på minibørsen i 2021.

For minibørsinvestoren er årsopgørelsen ekstra vigtig, da de fleste handelsplatforme ikke automatisk indberetter handler på multilaterale handelsfaciliteter såsom First North Growth Market og Spotlight. Dette er til trods for, at Nordnet eksempelvis skriver ”Vi indberetter alle køb og salg foretaget hos Nordnet”. Her er der kun tale om rubrik 66 ift. køb og salg.

Rubrik 67, som er for unoterede aktier, indberettes ikke af Nordnet, selvom teksten kan være misledende.

Hvordan indberetter du?

Når du modtager din årsopgørelse, skal du indtaste din samlede gevinst/tab i rubrik 67. Her har du lovgivningsmæssigt pligt til at oplyse det korrekte beløb. Måden du gør det på, er ved at logge ind på skat.dk, trykke ind under din årsopgørelse, trykke ”ret årsopgørelse” og finde frem til rubrik 67.

Personligt synes jeg ikke processen omkring indberetning af ens samlede gevinst/tab, er det største problem. Det er derimod at holde styr på ens handler på minibørsen. Skattesatserne for 2021 er 27% af de første 56.500 og 42% af beløb over 56.500 kroner. Såfremt man er gift, er den samlede skæringsgrænse for parret dobbelt så høj, altså 113.000 kroner.

Hvordan du kan holde styr på gevinst/tab

Det er altid en god ide at holde styr på dine gevinster/tab for noterede som unoterede aktier. Årsagen til dette er, at du står til ansvar for, at det korrekte beløb er indberettet. Dette er til trods for, at de fleste handelsplatforme indberetter handel med noterede aktier på dine vegne.

Der er generelt to forskellige tilgangsvinkler til denne proces. Enten holder man løbende styr på sine køb og salg gennem f.eks. en af vores aktieskabeloner, ellers kan man gennemgå alle sine handler, når året er gået på hæld. Personligt foretrækker jeg at holde styr på det løbende, selvom det måske tager mere tid set hen over et år. Det gør dog, at jeg altid har et indblik i min nuværende gæld til skat for mine gevinster på aktier.

Den nemme løsning

Personligt foretrækker jeg at gøre tingene så simple, som overhovedet muligt. Derfor har jeg mine beholdninger fra First North og Spotlight børsen på min aktiesparekonto. Det smarte her er, at aktiesparekontoen ikke bekymrer sig om, hvorvidt en aktie beskattes som værende unoteret eller noteret. Her tages der i stedet udgangspunkt i den samlede værdistigning på din aktiesparekonto hen over året.

Der er flere gode synergier mellem minibørserne og aktiesparekontoen. Aktiesparekontoen er indskudsbegrænset – dvs., at du kun må indbetale op til et bestemt antal kroner. I 2022 er dette beløb på 103.500 danske kroner. Hvis dine beholdninger stiger til f.eks. 150.000 kroner, må du dog gå gerne have 150.000 kroner stående på din aktiesparekonto.

Det betyder med andre ord, at de volatile minibørsaktier kan give dig størst mulig gavn af aktiesparekontoen. Hvis de stiger meget, kan du have et større beløb stående på din aktiesparekonto. Omvendt, hvis de falder meget, kan du indskyde op til de 103.500 efterfølgende, som jeg har forstået reglerne. Samtidig skal jeg heller ikke indberette manuelt til skat. Derfor ser jeg det som værende fordelagtigt at investere i minibørsaktier gennem aktiesparekontoen sammenlignet med andre aktiver.