Det har igen været en begivenhedsrig uge på de danske vækstbørser, hvor den spekulative aktie, Conferize, slutter øverst med en stigning på 47%.

Conferize har meddelt, at man har besluttet at erhverve 100% af Unlimit Group ApS, der værdiansætter Unlimit Group til 50 mio. kroner. Købet skal delvist finansieres ved at udstede nye aktier, og Conferize vil desuden indstille til en navneændring til Unlimit Group A/S. Danish Aerospace Company har også fortsat den bemærkelsesværdige udvikling, hvor kursen er steget markant under stor handelsvolumen uden selskabsnyt.

Dataproces slutter ugen med en kursfremgang på 19%, hvilket er sket under stor handelsvolumen, hvor der er handlet aktier for knap 10 mio. kroner gennem ugen. Dataproces har i ugens løb offentliggjort to nye kontrakter fordelt på en dataanalyse og selskabets SaaS-platform, MARS. Selskabet offentliggjorde i forrige uge kvartalsrapport for tredje kvartal af det skæve regnskabsår 24/25, der viste markant vækst på både omsætning og EBITDA, hvor den øgede omsætning kom direkte ned på EBITDA-resultatet.

Flere selskaber har offentliggjort årsrapport for 2024 den seneste uge, hvilket gælder Q-Interline, Impero, Alefarm Brewing, Trophy Games og Erria. Alefarm Brewing har derudover meddelt, at selskabet i februar 2025 har løftet sin omsætning 16% sammenlignet med samme måned sidste år, og har således løftet omsætningen 27% i årets første to måneder.

Trophy Games kunne i deres årsrapport berette om et resultat, der var bedre end selskabets egen guidance, der allerede var opjusteret fem gange. Omsætningen endte på 90,1 mio. kroner svarende til en vækst på 66% sammenlignet med året før. Resultatet målt på EBITDA endte på 24,7 mio. kroner svarende til en fremgang på 119%, mens resultat før skat endte på 9,1 mio. kroner svarende til en fremgang på 194%.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at FOM Technologies har modtaget en ordre på en laboratoriemaskine fra en multinational teknologivirksomhed med speciale i GPS- og sportsspecifik teknologi. Hove har modtaget to ordrer på i alt mere end 2 mio. kroner og WindowMaster har vundet en ny kontrakt i Canada.