Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens nyheder på de danske vækstbørser, hvor WindowMaster slutter øverst med en stigning på 21%.

WindowMaster har ikke offentliggjort nyheder i ugens løb, men i Børsens rating af de danske vækstaktier fik aktien en topplacering, hvilket potentielt har givet medvind til aktien. Aktien fremgik desuden som en af de billigste aktier på de danske vækstaktier målt på P/S i en artikel, der blev delt på vaekstaktier.dk tidligere på ugen.

ViroGates og Curasight har også oplevet store kursstigninger gennem ugen på hhv. 20% og 19%. Den pæne stigning hos ViroGates er dog sket under meget lav handelsvolumen, hvor én handel på blot 120 aktier sendte kursen fra 7,02 til 8,0 fredag eftermiddag. Curasight har afsluttet tegningsperioden for selskabets fortegningsemission, hvor resultatet forventes at blive offentliggjort i næste uge. Selskabet meddelte torsdag, at ledende personer i selskabet har tegnet aktier for i alt ca. 5,4 mio. kroner.

Scandinavian Medical Solutions slutter i et plus på 11%, efter selskabet har offentliggjort halvårsrapport for det skæve regnskabsår 2024/25. Scandinavian Medical Solutions løftede omsætningen 20% til 122,7 mio. kroner svarende til en vækst på 20% sammenlignet med samme periode sidste år, mens selskabet dog har været presset på marginerne som følge af de udfordrende markedsforhold, hvorfor EBITDA-resultatet faldt til 0,6 mio. kroner mod 8,1 mio. kroner i samme periode sidste år.

Movinn har indgået en ny flerårig aftale med en stor dansk C25-virksomhed, der grundet den forventede årlige mængde af bookinger hører under selskabets definition af intern viden og er derfor offentliggjort til markedet. Dataproces har offentliggjort sine forventninger til indeværende regnskabsår 2025/26, hvor planen er at fortsætte vækstrejsen finansieret af egne penge. Nexcom har desuden indgået en aftale med Norlys om levering af selskabets AI-drevne kvalitetsstyringsplatform, RevealCX.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves flere kvartalsrapporter for første kvartal 2025 fra Cessatech, Risk Intelligence og Wirtek. Risk Intelligence præsenterede en omsætningsvækst på 11% sammenlignet med samme periode sidste år, og kunne ligeledes rapportere et positivt EBITDA. Wirtek kunne i deres kvartalsrapport fastholde forventningerne til året trods en tilbagegang i omsætningen på 14% sammenlignet med samme periode sidste år.