Det har været en begivenhedsrig uge på de danske vækstbørser med en række nyheder. Trophy Games og OrderYOYO slutter i toppen, og har begge oplevet en kursstigning på 20%.

Trophy Games har offentliggjort den femte opjustering for regnskabsåret 2024 som følge af foreløbige og ikke-reviderede tal for 2024. Nu venter spiludvikleren en omsætning på 89-90 mio. kroner fra tidligere 81-88 mio. kroner med et EBITDA på 23-24 mio. kroner og EBT på 8-9 mio. kroner. Tidligere ventede selskabet et EBITDA på 20-23 mio. kroner og et EBT på 7-10 mio. kroner. OrderYOYO har offentliggjort tal for fjerde kvartal 2024, hvor det fremgik, at selskabet har overgået sine egne forventninger til året, mens forventningerne til indeværende regnskabsår, 2025, blev opjusteret.

Donkey Republic og Wirtek har også haft en god uge på børsen, hvor begge aktier er steget 7%. Donkey Republic har offentliggjort deres KPI rapport for fjerde kvartal 2024, der viste markant vækst på både top- og bundlinjen samt det første positive EBIT-resultat for et fuldt regnskabsår. Derudover har selskabet sikret en gældaftale på 61 mio. kroner med blandt andre Danmarks Eksport- og Investeringsfond og Sydbank. Wirtek har annonceret en ny aftale på udvikling af en mobil applikation til en kunde i Østrig. Løsningen vil blive lanceret på flere platforme og forventes at bidrage med en omsætning på ca. 800.000 kroner i 2025.

WindowMaster har opjusteret sine forventninger til 2024, og forventer nu at nå en omsætning på 292,5-293,5 mio. kroner fra tidligere 283-286 mio. kroner med et EBITDA på 36-37 mio. kroner fra tidligere 34-36 mio. kroner svarende til en EBITDA-margin på 12,3-12,6%. Impero har opjusteret sine EBITDA-forventninger til 2024, hvor resultatet nu ventes at lande på -8,5 til -9 mio. kroner fra tidligere -9 til -11 mio. kroner. Det foreløbige resultat for 2024 indikerer en ARR på 38,7 mio. kroner ved udgangen af 2024, hvilket stemmer overens med Imperos guidance om at nå en ARR på 38-42 mio. kroner.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Dataproces har offentliggjort fire kontrakter, Audientes har givet indblik i deres vækstmuligheder for 2025, EgnsINVEST Ejd. Tyskland har offentliggjort deres forventninger til 2025 og Alefarm Brewing har frigivet deres første alkoholfrie øl.