Den seneste uge har budt på regnskab fra flere af de danske vækstbørsselskaber, og i toppen finder vi Curasight og Konsolidator, der begge har oplevet en kursstigning på 15%.
Konsolidator kunne torsdag offentliggøre en strategisk opdatering, hvor selskabet lancerede Konsolidator Banking, som er en ny applikation, der i løbet af 2024 er blevet testet hos industrieksperter, mens der er modtaget feedback fra danske banker. Den første go-to-market strategi er klar til at blive lanceret, hvor selskabet fokuserer på at sælge applikationen til danske banker og derefter de andre nordiske lande.
Swiss Properties Invest, DanCann Pharma, Monsenso, Alefarm Brewing og Donkey Republic har også oplevet en tocifret procentstigning gennem ugen. DanCann Pharma har offentliggjort regnskab for andet kvartal 2024, der viste en rekordhøj omsætning for selskabet på 3,9 mio. kroner samt et positivt EBITDA på 0,1 mio. kroner i kvartalet. Alefarm Brewing indledte ugen med offentliggørelsen af et nyt samarbejde med Salling Group, hvor selskabets øl bliver tilgængelige i føtex-butikker landet over fra og med uge 35. Denne aftale vurderes til at udgøre en årlig omsætning i størrelsesordenen 1-1,5 mio. kroner i løbet af det første fulde samarbejdsår.
WindowMaster, CS MEDICA, ViroGates, Risk Intelligence og Wirtek har også offentliggjort regnskab i ugens løb. ViroGates har oplevet en kursstigning på 6%, hvor regnskabet viste en tilbagegang på både top- og bundlinjen grundet lavere aktivitet hos selskabets research kunder. De resterende regnskabsaktuelle selskaber oplevede et fald i aktiekursen gennem ugen.
Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Erria har opjusteret sine forventninger til EBITDA og EBIT for regnskabsåret 2024 efter en stærk performance i første halvår. FOM Technologies har omvendt nedjusteret sine forventninger grundet lavere aktivitet indenfor Photovoltaic (solcelle) området i Q2 og forventet usikkerhed om udviklingen indenfor dette segment i resten af 2024. Audientes er nået til enighed med den kinesiske partner Shenzen om at etablere et Joint Venture, mens MapsPeople har offentliggjort et udbud af nye aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer, der kan sikre selskabet omkring 36 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?