Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugen på de danske vækstbørser, hvor særligt Freetrailer har været i søgelyset, og er steget 10%.

Freetrailer og Nexcom slutter i toppen på de danske vækstbørser målt på kursudviklingen den seneste uge. Freetrailer har fået positiv opmærksomhed, efter det er kommet offentligt til kende, at den norske oliefond har købt aktier i selskabet. Derudover meddelte selskabet efter markedsluk fredag, at man udvider sit samarbejde med en verdensførende boligindretningskæde i Nederlandene, hvilket er positivt for selskabets europæiske ekspansion, hvor de første trailere ventes lanceret i Holland i denne måned.

Erria og Scandinavian Medical Solutions slutter ugen med stigninger på hhv. 9% og 8%. Scandinavian Medical Solutions har offentliggjort endnu en MRI-leverance til amerikansk flergangskunde. Det var den fjerde offentliggjorte ordre i februar 2025, hvor selskabet offentliggjorde ordrer for i alt 14-22 mio. kroner. Alefarm Brewing har desuden indgået en ny distributionsaftale med Craft Beer Agency med fokus på Fyn og Jylland.

Flere selskaber har præsenteret regnskab i ugens løb, hvilket gælder Agillic, Audientes, Stenocare og Curasight. Audientes slutter nederst med et kursfald på 31%, efter omsætningen fra selskabets produkter og services endte på 840 tusinde kroner for året, hvilket var under forventningen om at nå en omsætning på 1,5-2,5 mio. kroner. EBITDA-resultatet blev imidlertid inden for det forventede niveau, og var negativ med 5,4 mio. kroner, hvilket var en forbedring fra 2023, hvor EBITDA-resultatet endte med et negativt resultat på 7,3 mio. kroner.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Wirtek har udvidet sit samarbejde med en af deres langvarige kunder, der påbegynder en større ekspansion inden for energihandel, mens selskabet har ansat en ny CFO. Q-Interline har desuden meddelt, at deres nuværende CFO, Steen Bjerregaard Christiansen, ønsker at fratræde sin stilling, hvorfor selskabet nu er på udkig efter en ny finansdirektør.