Shape Robotics offentliggjorde i går kvartalsrapport for første kvartal 2024, hvor selskabet har løftet omsætningen til 34,9 mio. kroner fra 19,0 mio. kroner i samme periode sidste år.

Shape Robotics beskriver således, at deres forventninger til kvartalet målt på omsætningen er blevet realiseret, hvor der også er oplevet solid vækst udenfor selskabets primære projekter. Størstedelen af omsætningen stammer fra projekter i Moldova og højere efterspørgsel på selskabets løsninger i Rumænien.

I første kvartal 2024 har selskabet realiseret et EBITDA på -7,5 mio. kroner mod -1,4 mio. kroner i samme periode sidste år. Det fremgår, at de organisatoriske ændringer, der er gennemført, herunder udnævnelsen af country managers og integrationen af Skriware, har skabt et solidt fundament til rejsen mod at nå en omsætning på 1 mia. kroner i 2027.

Shape Robotics fastholder sine forventninger til 2024, og forventer således at nå en omsætning på minimum 300 mio. kroner med et EBITDA på minimum 25 mio. kroner. Dermed forventer selskabet at fortsætte den eksponentielle udvikling, som de har oplevet de seneste år.

Efter periodens udløb har Shape Robotics meddelt, at de har sikret en stor ordre fra partneren NOD på yderligere 900 SmartLabs i Rumænien, der udgør i alt ca. 30 mio. euro svarende til ca. 224 mio. kroner. Denne ordre opfyldte ikke kun den eksisterende rammeaftale med NOD, men gav også mulighed for en udvidelse på minimum 50%. Derudover har Shape Robotics indgået et partnerskab med indiske PM Publishers med det formål at starte et pilotprojekt, der i første omgang omfatter 1.000 indiske skoler og senere op mod yderligere 3.000 indiske skoler.