DecideAct meddelte tidligt torsdag morgen, at selskabet har underskrevet et LOI med henblik på at give et børsnoteret amerikansk selskab mulighed for at afgive et bindende tilbud til selskabets aktionærer om køb af minimum 51% af aktierne i DecideAct A/S.

Det amerikanske selskab, som er specialiseret i at investere i SaaS-selskaber, ønsker ifølge den underskrevne LOI at købe mindst 51% af de udestående aktier og warrants i DecideAct A/S. Aftalen inkluderer, at køberen har til hensigt at afgive et bindende købstilbud den 1. december 2024 baseret på en succesfuld due diligence. Navnet på det amerikansknoterede selskab er endnu ikke offentliggjort.

Den potentielle transaktion inkluderer derudover, at de eksisterende aktionærer i DecideAct vil blive tilbudt at konvertere deres aktier til aktier i det amerikanske selskab. De specifikke detaljer vil blive inkluderet i et endeligt bindende købstilbud. Transaktionen forventes gennemført den 14. februar 2025.

For DecideAct vil en succesfuld transaktion ifølge selskabet understøtte softwarevirksomhedens fremadrettede vækst og mission om at blive en ledende aktør i industrien. Det vil ikke påvirke selskabets nuværende kunder eller de leverede produkter og services.

Administrerende direktør, Flemming Videriksen, udtaler i denne forbindelse til ITWatch:

Selskabet har relativt stort potentiale på det marked, men det kræver også nogle økonomiske muskler at indfri det. Hvis man kan se sig selv i en større sammenhæng, så kan det give os styrke til, at vi for alvor kan sigte efter at blive en dominerende spiller.