Scandinavian Medical Solutions kan i dag offentliggøre regnskabsårets største ordre inden for forretningsområdet Aftersales & Parts.

Den leverede løsning indeholder en variation af reservedele, der skal bruges til servicering af forskellige systemer og modaliteter. De solgte dele skal være med til at sikre en problemfri drift af systemer i mange år fremover. Dette salg udgør et større beløb end 2 mio. kroner, og er derfor offentliggjort i henhold til selskabets kommunikationspolitik. Konkret er ordren inden for intervallet 5,0-8,5 mio. kroner.

Scandinavian Medical Solutions kunne ligeledes offentliggøre en ordre i henhold til selskabets kommunikationspolitik i sidste måned. Selskabet solgte nemlig en Siemens PET/CT-scanner til en kunde fra det sydasiatiske kontinent, som havde en værdi på 2,0-3,5 mio. kroner. Efter disse ordrer har Scandinavian Medical Solutions nu offentliggjort ordrer for i alt 21-34,5 mio. kroner i indeværende regnskabsår, som startede i oktober 2024.