CS MEDICA kunne mandag meddele, at selskabet har indgået en række strategiske partnerskaber med henblik på at sikre kapitalberedskabet i selskabet.

I første omgang indebærer det en mindre emission på 1,5 mio. kroner, der udstedes til kurs 3,00. Disse aktier udstedes til Börsjakten AB, som selskabet indleder et strategisk partnerskab med. Dette partnerskab handler om at tiltrække nye investorer og øge kendskabsgraden gennem indflydelsesrige finans- og økonomiinfluencere, hvor aftalen løber frem til 11. juli 2025.

CS MEDICA ønsker i alt at opnå godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling den 31. juli til at udstede op mod 3 mio. nye aktier til at finansiere tre strategiske IR-tiltag med Börsjakten, IPO Invest Sweden AB og Novtec AB.

Samarbejdsaftalen med IPO Invest Sweden har til formål at styrke CS MEDICAs investor relations strategi med henblik på at styrke aktionærværdi og interessen for selskabet. Aftalen med Novtec fokuserer mere på at anskaffe ny kapital, hvor de vil vejlede og hjælpe CS MEDICA med at hente de nødvendige midler til at kapitalisere på strategiske vækstmuligheder.

Disse partnerskaber er en del af CS MEDICAs fokus på innovation, vækst og værdiskabelse for interessenter i selskabet. Nærmere information omhandlende de nøjagtige detaljer for udstedelsen af de nye aktier ifm. disse strategiske partnerskaber kan læses gennem den officielle pressemeddelelse, hvor linket forekommer i kommentarsporet.