PILA PHARMA, med den tidligere Novo Nordisk forsker Dorte X. Gram som stifter og formand, har i dag kunne meddele, at de allokerer kapital til at fortsætte et samarbejde med en svensk forskningsgruppe inden for et præ-klinisk forsknings studie i en kardiovaskulær sygdom.

I det lille studie som firmaet nu vil sponsorere skal det undersøges hvorvidt firmaets primære lægemiddelskandidat, XEN-D0501, kan vise effekt på væksten af udposninger på hovedpulsåren i maveregionen hos mus. Med effekt på væksten menes der om firmaets molekyle kan begrænse hvor meget hovedpulsåren i hver mus dilaterer til et kritisk punkt hvor ruptur / brist er sandsynlig.

Hypotesen er, at TRPV1 antagonisten XEN-D0501, kan reducere den kroniske inflammation, der fører til mange kardiovaskulære sygdomme, herunder udvidelse af blodårer, kaldes aorta dilatation. TRPV1, populært kaldet ’chili-receptoren’ er kendt for at regulere såkaldt ’neurogen inflammation’.

XEN-D0501 kan dermed potentielt forhindre eller forsinke den dødelige slutstadieudvikling af abdominal aorta aneurisme (AAA), som er det lægefaglige term for disse udposninger af hovedpulsåren.

PILA PHARMA vil ifølge dagens meddelelse påtage sig en aktiv medfinansierende rolle for at muliggøre og accelerere fremskridt i dette vigtige arbejde. Studiernes resultater vil blive delt, idet forskningsgruppen får retten til videnskabelig offentliggørelse (efter patentansøgning), og professor Dick Wågsäter har accepteret at overdrage patentrettighederne til PILA PHARMA mod, at PILA PHARMA finansierer eventuelle resulterende patenter.

Denne medfinansiering beløber sig til for nuværende tidspunkt til 150.000 SEK hvilket må siges at være ganske begrænset for et projekt der potentielt kan skabe ny viden og data om hovedaktivets mulige positive egenskaber indenfor hjerte-kar sygdomme. Firmaet har i deres sidste kliniske studie også præsenteret data der viste en stor reduktion af en markør, ANP. Der er ikke udmeldt en tidslinje for studiets varighed.

I forbindelse med samarbejdet udtaler administrerende direktør, Gustav Hanghøj Gram:

Det er skønt at kunne meddele, at vi nu aktivt vil medfinansiere det prækliniske AAA-projekt for at støtte professor Dick Wågsäters vigtige arbejde ved Uppsala Universitet.

Sygdommen forkortet AAA dræber årligt omkring 1 % af alle mænd over 65 år og mangler i øjeblikket farmakologiske behandlingsmuligheder. Derfor er der et reelt behov for nye behandlinger. Kardiovaskulære sygdomme er en af de primære dødsårsager globalt, og der er stærke sammenhænge med den globale fedmepandemi. Ved at undersøge, hvordan XEN-D0501 kan påvirke udviklingen af AAA i mus, ønsker vi at opnå en bedre forståelse for vores molekyles mulige kardiometabole egenskaber. En stærk og positiv kardiovaskulær profil kan virkelig være af reel værdi, når vi skal vurdere potentialet af vores molekyle.

For en udgift på SEK 150.000 betragter vi i internt i PILA PHARMA dette som en meget lille investering med mulighed for at tilføje betydelig værdi, hvis vi kan fremvise positive resultater, ud over den ekspansive karakter, som en ny indikation vil medføre.