Trophy Games afholdt torsdag den 23. maj 2024 Investor Day på selskabets adresse i København, hvor der bl.a. blev sat fokus på selskabets markedsføringsindsats, der medvirkede til en omsætningsvækst på 77% i første kvartal 2024.

Trophy Games har en datadreven tilgang til deres strategiske beslutninger, hvilket også gælder for markedsføringsafdelingen, hvor selskabets CMO, Frederik Vig, bl.a. fortalte om nogle af de seneste optimeringer, og hvordan selskabet anvender Machine Learning og AI-ressourcer til at maksimere selskabets performance.

Frederik Vig beskrev bl.a., hvordan selskabet anvender programmer som Midjourney, Runway, ChatGPT og HeyGen til at generere effektivt markedsføringsmateriale, og hvordan relativt simple landetilpasninger for Airline Manager har resulteret i en vækst i antallet af installeringer på 29% i Japan, 24% i Sydkorea, 18% i Brasilien og 15% i Monaco. Derudover har selskabet løbende justeret ikonet for Airline Manager, der hver gang har resulteret i en estimeret vækst i antallet af installeringer på 17-51%.

CEO for Trophy Games, Søren Gleie, forklarede ligeledes, hvordan en opdatering af kortet i Airline Manager har resulteret i en vækst på 12% i det vigtige nøgletal LTV – Lifetime Value, der beskriver den estimerede gennemsnitlige omsætning per bruger. Med kodeopsætningen i selskabets transportserie, hvor omkring 80% er genbrug, kan disse opdateringer laves på tværs af spillene, hvorfor det kan give en markant synergieffekt, når selskabet som i dette tilfælde laver en visuel opdatering.

Søren Gleie løftede også sløret for modtagelsen af Energy Manager, som fremgår af billedet. Energy Manager blev lanceret den 23. april 2024, og da spillet fortsat er nyt, er det meget tidligt at kigge på data, da nye spil som regel performer godt i den første periode, inden tallene normaliseres. Det afspejles også af tallene for Energy Manager, der er blevet taget godt imod med mange tilbagevendende brugere og en konverteringsrate til betalende brugere på 2,22%, der til sammenligning er på 0,85% og 1,16% for de to ældre spil i serien, Airline Manager og Shipping Manager.

Det var for mig en positiv oplevelse at deltage i selskabets Investor Day 2024, og Trophy Games har allerede besluttet, at de igen næste år vil gentage succesen, hvor investorer og andre interessenter får mulighed for at få indblik i den seneste udvikling og møde bestyrelsen samt den daglige ledelse. Du kan downloade præsentationen fra årets Investor Day her.