Aktieåret 2022 var ikke kønt for vækstbørsen, men starten på 2023 har været væsentlig bedre. Det skal dog ikke glæde os for hurtigt.

Ifølge vores ikke-vægtede indeks faldt First North DK og Spotlight DK i 2022 hhv. 30% og 55%. Det har sandsynligvis medvirket til, at nogle solgte ud af sine vækstbørsaktier mod slutningen af året af skatterelaterede årsager. Nogle af sælgerne har måske været købere igen i starten af 2023, hvor aktierne har fået en ganske god start på året.

Hvis du har hørt om januar-effekten, er det rigtig nok denne, som jeg lige har refereret til. Ifølge vores samlede ikke-vægtede beregninger for udviklingen på vækstbørsen i 2023, har aktierne fra årsskiftet oplevet en gennemsnitlig stigning på 15% til og med den 3. februar 2023. Her er flere af sidste års store tabsgivende aktier med til at trække gennemsnittet op. Man kan bl.a. fremhæve SameSystem, Risk Intelligence, OrderYOYO, DecideAct og Impero. De oplevede kurstab mellem 65% til 84% i 2022, og er i år steget mellem 51% til 123%.

Det er en rigtig god start på året, men tilfælles for stigningerne er, at de fortsat ikke er store nok til at indhente alt det tabte i 2022. Det er dog alligevel et pænt skridt på vejen, og flere af selskaberne, herunder særligt Risk Intelligence og DecideAct har også haft en underliggende nyhedsstrøm til at bakke op om kursudviklingen i år. OrderYOYO har desuden opjusteret, hvilket også har bidraget positivt. Derudover virker SameSystem til at have fået mere styr på de interne linjer med en organisatorisk ændring, der kan have bidraget til kursudviklingen.

Klar tendens

For at understrege pointen om januar-effekten, har jeg opstillet grafen nederst i indlægget. Den er sorteret efter de mest tabsgivende aktier i 2022 sammenholdt med udviklingen ÅTD i 2023. Her fremgår det tydeligt med de orangefyldte områder, at det er sidste års tabere, som medvirker til den flotte start på 2023 med en gennemsnitlig kursstigning på 15%. Omvendt trækker en af sidste års vindere, nemlig CS MEDICA, årets gennemsnit ned, idet selskabet måtte skuffe sine investorer med, at et LoI ikke blev realiseret, som ellers skulle have sikret kapital ved at udstede nye aktier til en væsentlig højere kurs end nuværende.

Derudover er det værd at bemærke, at flere af vinderne fra sidste år ikke er faldet tilbage. Både FOM Technologies, Scandinavian Medical Solutions, Mdundo, Erria og Q-Interline er i plus ÅTD.  Samtidig er det danske C25-indeks i samme periode steget 3%, hvor gennemsnittet på vækstbørsen var 15%. Personligt ville jeg dog ikke sammenligne vækstbørsen med C25, da det er vidt forskellige virksomheder, og januar-effekten heller ikke er lige så relevant for disse store aktier.

En aktie som Alefarm Brewing er også værd at bemærke. Aktien faldt næsten 60% i 2022, og er i 2023 steget 96% ÅTD. Alefarm Brewing er nok den danske vækstbørsaktie, som har leveret den største nyhedsstrøm her i starten af året med hele 7 investornyheder ifølge min mailboks. Her kan bl.a. fremhæves en udvidelse af tilstedeværelsen i Italien, en ekspansion til Singapore samt en styrkelse af samarbejdet med MENY i 2023. Aktiekursen hos Alefarm Brewing begyndte dog at tage fart inden nyhedsstrømmen begyndte at rulle, men om ikke andet har Alefarm Brewing ikke siddet på hænderne i januar. Det har også afspejlet sig i en mere end 60% stigning i den gennemsnitlige daglige handelslikviditet ÅTD sammenlignet med gennemsnittet i 2022. Det var dog fra et lavt udgangspunkt, hvor de ifølge vores data havde en gennemsnitlig daglig handelslikviditet på ca. 20t kroner i 2022.

Alt i alt en positiv start på 2023. Jeg ville dog ikke glæde mig for hurtigt, da vi ikke kan vurdere i hvor høj grad stigningerne skyldes januar-effekten, og vækstaktierne fortsat vil være udsatte under stigende renter. Personligt glæder jeg mig til at se, hvordan udviklingen bliver i resten af 2023.

Udviklingen på vækstbørsen ÅTD vs 2022