2cureX offentliggjorde i torsdags, umiddelbart inden selskabet holdt en Q&A Webcast, en fokuseret strategi, hvor IndiTreat® testene skal automatiseres således, at det enkelte kræfthospital kan gennemføre testene lokalt. For at understøtte den nye strategiske retning, har selskabet indstillet Tonni Bülow-Nielsen som ny bestyrelsesformand.
2cureX har udviklet testsystemet IndiTreat®, og første fase af kommercialiseringen er foregået ved, at det enkelte hospital sender prøverne til laboratoriet i København, hvor 2cureX gennemfører testningen. I næste fase; som der nu sættes turbo på, vil teknologien udvikles, så de enkelte hospitaler sættes i stand til at køre testen selv. Dette udviklingsarbejde vil blive gennemført i samspil med en Contract Development and Manufacturing Organization (CDMO).
2cureX har identificeret fem internationale CDMOer, der er i stand til at udvikle den automatiserede IndiTreat test frem til et IVDR-produkt. 2cureX forventer at vælge en af disse i begyndelsen af 2024. 2cureX har etableret et netværk af mere end 250 hospitaler, som selskabet fortsat vil modtage patientprøver fra. Alt udviklingsarbejde vil nu blive fokuseret på decentraliseringen af testen. I forbindelse med denne fokusering vil 2cureX reducere sine omkostninger med 30%.
Samtidig har 2cureX justeret sine kommercielle målsætninger for 2023 til at nå en omsætning på 3 mio. svenske kroner, gennemføre 125 IndiTreat tests fordelt på 20 lande.
Den 14. november afholder 2cureX en ekstraordinær generalforsamling, hvor et af formålene er at vælge Tonni Bülow-Nielsen ind i bestyrelsen. Tonni Bülow-Nielsen er partner i en af Danmarks største investeringsfonde (Vækstfonden/Danmarks Eksport- og Investeringsfond) og har mere end 16 års erfaring indenfor udvikling af diagnostiske virksomheder. Tonni Bülow-Nielsen vil bringe kompetencer inden for kapitalrejsning, automatisering og M&A, som vil blive vigtige i denne nye fase for 2cureX.
For regnskabsåret 2024 vil 2cureX definere nye målsætninger fokuseret på milepæle relateret til det nye strategiske fokus for virksomheden.
No comments! Be the first commenter?