Shape Robotics har i dag givet en status på selskabets forberedelser mod en notering på hovedbørsen i København i 2023. 

Shape Robotics arbejder som tidligere kommunikeret mod et børsskifte fra First North og op til hovedbørsen i København i fjerde kvartal 2023. I dag meddeler selskabet, at de er overgået til at rapportere efter IFRS-standarder, hvilket er et krav som noteret virksomhed på hovedbørsen. Derfor forventer Shape Robotics at aflægge kvartalsrapport for tredje kvartal 2023 den 14. november i overensstemmelse med IFRS.

Derudover er Shape Robotics på rette vej ift. udarbejdelsen af de påkrævede dokumenter og formelle procedurer ifm. børsskiftet, som skal godkendes af Finanstilsynet og Nasdaq. Med forbehold for disse endelige godkendelser er det fortsat selskabets ambition at rykke op på hovedbørsen i fjerde kvartal 2023. Hvis dette ændrer sig, vil Shape Robotics informere markedet herom.