Den netop overståede uge på de danske vækstbørser har igen budt på flere spændende nyheder og relativt store kursudsving til enkelte aktier.

Helt i toppen finder vi Donkey Republic med en stigning på 35% efterfulgt af Movinn med en stigning på 24%. Donkey Republic har præsenteret en rapport for andet kvartal 2023 med indblik i deres Key Performance Indicators. Rapporten viste solid vækst på både top- og bundlinjen, hvor omsætningen er mere end fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år og resultatet målt på EBITDA endte positivt på 6,2 mio. kroner.

Freetrailer og Hove er steget hhv. 4% og 2%. Freetrailer har meddelt, at juli blev ny rekordmåned målt på antallet af udlejninger, hvor de har nået en milepæl ved at runde 100.000 udlejninger i én måned. I alt havde Freetrailer 114.041 udlejninger gennem måneden. Det svarede til en vækst på 35% ift. samme måned sidste år, hvor de havde 84.181 udlejninger. Hove har udsendt to investormeddelelser jævnfør selskabets kommunikationspolitik.

BactiQuant er faldet 5% i løbet af ugen, efter selskabet torsdag aften annoncerede en nedjustering til sine omsætningsforventninger, men samtidig fastholdte sine forventninger til EBITDA. Dermed forventer BactiQuant nu at nå en omsætning på 11-15 mio. kroner fra tidligere 13-17 mio. kroner med et EBITDA i intervallet -8 til -12 mio. kroner.

I ugens bund slutter NORD.investments og MapsPeople med fald på hhv. 18% og 17%. Dertil er Valuer ikke længere af finde på børsen, efter aktien har haft sidste handelsdag på First North. I 2023 har Copyright Agent, Re-Match, Jobindex, Enalyzer og nu Valuer sagt farvel til First North. Astralis, Digizuite og Happy Helper har også sat kursen mod en afnotering, ligesom danske Linkfire, som er noteret i Sverige, arbejder henimod en afnotering.