Donkey Republic præsenterede i august halvårsrapport for første halvår af 2023, hvor selskabet vækstede kraftigt og leverede et positivt EBITDA.
Halvårsrapporten for 2023 var således det første regnskab, hvor Donkey Republic kunne rapportere et positivt EBITDA. Donkey Republic realiserede i første halvår et EBITDA på 0,2 mio. EUR svarende til omkring 1,5 mio. kroner, hvorimod selskabet i samme periode sidste år realiserede et EBITDA på -2,2 mio. EUR svarende til omkring -16,4 mio. kroner. Målt på omsætningen realiserede Donkey Republic en vækst på 118%, hvorfor selskabet mere end fordoblede omsætningen fra 3,2 mio. EUR til 6,9 mio. EUR svarende til ca. 51,5 mio. kroner.
Målt på EBIT forventer Donkey Republic fortsat at levere et negativt resultat i 2023. Forventningerne til EBIT-resultatet blev dog opjusteret ifm. halvårsrapporten, hvorfor Donkey Republic i dag forventer at nå et EBIT på -1,3 til -1,6 mio. EUR fra tidligere -1,8 til -2,0 mio. EUR. I 2023 forventer Donkey Republic desuden at nå en omsætning på 13-15 mio. EUR med et positivt EBITDA på 1,2-1,4 mio. EUR. Donkey Republic vil fremadrettet rapportere i danske kroner, hvorfor guidance i runde tal kan veksles til en forventet omsætning i niveauet 97-112 mio. kroner med et EBITDA i niveauet 9-10,5 mio. kroner.
I april 2023 meddelte Donkey Republic, at selskabet sigter efter også at levere et positivt resultat målt på EBT inden udgangen af 2024. Denne ambition blev kommunikeret i forlængelse af selskabets reviderede strategi med øget fokus på profitabilitet. Donkey Republic havde ved udgangen af første halvår 2023 en kontantbeholdning på 3,6 mio. EUR, mens selskabet efter udgangen af første halvår gennemførte en private placement, der tilførte selskabet 2,5 mio. EUR. Med en profitabel drift målt på EBITDA beskrev selskabet, at de befinder sig i en god position til at fortsætte vækstrejsen.
No comments! Be the first commenter?