Brain+ meddelte før weekenden, at de er blevet godkendt af Erhvervsstyrelsen til at modtage en bevilling på 3,5 mio. kroner til at skalere implementeringen selskabets nye demensterapi, CST-Therapist Companion, i Danmark.
Tilskuddet er givet til et implementeringsprojekt, der inkluderer udvalgte demensinstitutioner i syv danske kommuner, Ældresagen, den danske Alzheimer forening og Konsulatet for Fællesskab som projektpartnere. Brain+ forventer, at projektet via bl.a. uddannelse og træning af kommunale brugere kan være med til at skalere den kommercielle implementering af selskabets digitale løsning CST-Therapist Companion i Danmark.
Tilskuddet er tildelt af Center for Offentlig-Privat innovation (CO-PI), der er et nationalt center, som understøtter innovative løsninger på problemstillinger i det offentlige og herunder effektivisering af offentlige tilbud som eksempelvis demensbehandling.
Projektet forventes i alt at løbe op i 5,9 mio. kroner, hvoraf de 3,5 mio. kroner dækkes af bevillingen. De resterende 2,4 mio. kroner forventes primært at blive betalt af projektpartnerne, mens Brain+´ forpligtelse primært bliver at lægge arbejdstimer i projektet, som ifølge Brain+ er helt i tråd med selskabets kommercielle målsætninger. Projektet starter allerede i fjerde kvartal 2023, og løber over de kommende 36 måneder, hvor den første betaling af tilskuddet kan modtages i andet kvartal 2024.
Det er en del af selskabets strategi at opnå finansiering gennem tilskud fra tilskudsgivere i både Danmark og EU. Derigennem får Brain+ finansiering uden at udvande aktionærerne, så de kan opbygge og skalere en kommerciel platform på en bæredygtig måde.
I Danmark har Brain+ indgået salgskontrakter med tre kommuner for den første version af CST-Therapist Companion, hvor en opgraderet version forventes lanceret i andet kvartal 2024. Tidligere på ugen meddelte Brain+, at de havde indgået en salgsaftale med Københavns kommune, som er den største danske kommune, og estimeres at dække omkring 10% af danskere med demens. Meldingen var desuden, at Brain+ forventer at kunne præsentere yderligere salgskontrakter inden udgangen af måneden.
No comments! Be the first commenter?