Shape Robotics har i dag offentliggjort regnskabstal for 2023, som lever op til den opjusterede guidance med en omsætning på 171,2 mio. kroner og et EBITDA på 16,1 mio. kroner.
Shape Robotics leverede således en omsætningsvækst på 96% i 2023 ift. året forinden, mens selskabet målt på EBITDA løftede resultatet 213%. Shape Robotics har ligeledes realiseret sit første positive nettoresultat for et fuldt regnskabsår på 2,5 mio. kroner. I 2024 forventer Shape Robotics at fortsætte de høje vækstrater med en forventet omsætning på mindst 300 mio. kroner og et EBITDA på mindst 25 mio. kroner.
Sent onsdag aften offentliggjorde Shape Robotics en ny vækststrategi frem mod udgangen af 2027, hvor målsætningen er at nå en milliardomsætning med en EBITDA-margin på 12-15%. CEO André Fehrn fortæller, at salget fortsat vil blive drevet primært af eksisterende markeder som Rumænien, Polen og Repubnlikken Moldova, Bulgarien og Spanien, men at koncernen nu for alvor sætter gang i processen for at vinde markedsandele i Bulgarien, Spanien, UAE og Saudi Arabien og efterfølgende penetrere de største EdTech-markeder på kloden, herunder USA og Indien og ikke mindst i Kina, hvor Shape Robotics teknologi i november 2023 blev udnævnt som publikumsfavorit på verdens største messe for EdTech og kom i fokus på flere nationale radio- og tv-stationer.
En af Shape Robotics’ igangværende R/D-projekter er blevet døbt Ed.i. – en abonnements- og AI-baseret “intelligent assistent”, som forventes at revolutionere undervisningsmetoder ved at tilbyde personligt tilpassede undervisningsplaner og teknisk support til lærere og fremme et større engagement hos elever.
Samtidig arbejder udviklingsteamet på at introducere nye versioner af Hub, Joint Module og Spin Module for at forbedre funktionaliteten af Fable-robotten og reducere produktionsomkostningerne. Samt lanceres en samlet læringsplatform ved navn Academy. Academy bliver ligeledes, på længere sigt, en abonnementsbaseret kilde til inspiration for lærere og en ressource med omfattende undervisningsmidler og -værktøjer. I forbindelse hermed bliver også Thinken Mobile Steam Lab opgraderet med avancerede funktioner som højdejustering via Fable Blockly, forbedret ventilation og en informations-dashboard. Endelig vil Shape Robotics fokusere på OEM-produkter, der kan supplere eller erstatte tredjepartsprodukter, der i dag indgår som en del af produktmixet.
No comments! Be the first commenter?