Scandinavian Medical Solutions påbegyndte i januar 2024 et nyt kapital, hvor grundlægger Jens Krohn flyttede tværs over Atlanten for at stå i spidsen for udvidelsen af Scandinavian Medical Solutions i USA.
Det hårde arbejde har nu kulmineret i et veletableret kontor i staten Californien, og samtidig er der store planer for de kommende måneder. Lanceringen af det USA-baserede salgskontor sammenholdt med nyligt indgående aftaler, der sikrer, at Scandinavian Medical Solutions Inc. fremadrettet kan lagerføre brugte systemer og parts i de såkaldte foreign trade-zones (handelszoner) markerer en afgørende milepæl i selskabets ønske om at imødekomme kundernes behov hurtigt.
Lagerkapacitet i USA forventes at kunne forbedre omkostningseffektiviteten og samtidig give kunder på det nord- og sydamerikanske marked kortere leveringstider — alt sammen mens den velkendte skandinaviske kvalitet opretholdes.
Scandinavian Medical Solutions har en klar plan og retning for datterselskabet i USA. Brugen af handelszoner i USA anses som værende ganske afgørende for at fremme yderligere salgsaktivitet, da disse zoner åbner op for logistiske fordele samt toldnedsættelse for amerikanske kunder og samarbejdspartnere.
Scandinavian Medical Solutions har tidligere beskrevet, at de for regnskabsåret 2023/24 har budgetteret med, at det amerikanske datterselskab leverer et negativt EBITDA som følge af etableringsomkostninger, og beskrev i årsrapporten, at de har taget en forsigtig tilgang til budgettet i USA, da det kan tage tid at etablere sig på et nyt og konkurrencepræget marked.
Jens Krohn udtaler i forbindelse med åbningen af salgskontoret i Californien:
Jeg er utroligt taknemmelig for den store interesse og støtte, vi har modtaget. Jeg ser frem til at bringe SMS’ højkvalitetssystemer og parts tættere på eksisterende og nye kunder i Nord – og Sydamerika. Vi har udover lagerkapacitet i Californien allerede etableret lagerfaciliteter i en handelszone i Florida, og vi arbejder nu på også at få etableret yderligere lagerfacilitet i Texas. Disse faciliteter imødekommer specielle toldprocedurer og vil tilføje betydelig værdi for vores nord- og sydamerikanske kunder.
No comments! Be the first commenter?