GreenMobility har i dag offentliggjort deres årsrapport for 2023, hvor det fremgår, at de har løftet omsætningen til 94,6 mio. kroner svarende til en vækst på 25% ift. 2022 for den fortsættende drift.
Dermed lever omsætningen op til selskabets seneste udmeldte forventninger om at nå en omsætning på 93-98 mio. kroner. Årets resultat endte med et underskud på 50 mio. kroner, hvilket ligeledes var inden for selskabets seneste guidance, der lød på et forventet resultat på -46 til -51 mio. kroner.
Det seneste år har på flere måder været et år med store forandringer for GreenMobility. Der er blevet lukket flere markeder, og allokeret flere biler til de markeder med størst aktivitet, primært det københavnske. Dette er sket som en følge af en ambition om at kunne levere en profitabel drift fra 2024 fremfor at fokusere på stor paneuropæisk vækst.
Dette afspejles i selskabets forventninger til indeværende regnskabsår, 2024, hvor selskabet forventer en omsætning på 115-125 mio. kroner svarende til en vækst på 22-32% for koncernomsætningen, mens det danske marked isoleret forventes at vækste 52-66% som følge af den store allokering af biler til markedet. På bundlinjen forventer selskabet ligeledes at leve op til deres ambition om profitabilitet, hvor der forventes et overskud før skat på 0-10 mio. kroner.
Denne strategiændring har også medført en udskiftning af topledelsen gennem 2023, hvor den erfarne Kasper Gjedsted nu er administrerende direktør for GreenMobility, og skal drive selskabet ind i en ny fase som en profitabel vækstvirksomhed. Den ændrede strategi har også senest afspejlet sig i nye udlejningsrekorder på det københavnske marked, hvor selskabet i februar nåede næsten 74.000 udlejninger.
I København har GreenMobility gennem 2023 løftet den gennemsnitlige omsætning per bil fra 8.300 kroner i starten af året til 9.100 kroner i slutningen af året. I Aarhus er det i samme periode vokset fra 4.800 kroner per bil til 5.500 kroner per bil.
No comments! Be the first commenter?