FOM Technologies meddeler i dag, at selskabets stifter og medlem af topledelsen, Martin Kiener relokerer til USA senere på året, med det formål at stå i spidsen for selskabets opbygning af det amerikanske marked.
Stigende kommerciel efterspørgsel og afsætning på det amerikanske marked har igangsat en opbygning af en organisation i selskabets amerikanske datterselskab FOM Technologies Inc. med kontor i Seattle. Selskabets stifter og CIO Martin Kiener skal nu formelt og fysisk stå i spidsen for at lede og udvikle denne del af FOM Technologies. Flytningen forventes at ske i tredje kvartal 2024.
I forbindelse med selskabets kapitaltilførsel i fjerde kvartal 2023 er der vedtaget en ambitiøs investeringsstrategi for organisationen, nye teknologiske løsninger samt produkter. Dette har en negativ påvirkning af EBITDA for indeværende regnskabsår i forhold til forrige regnskabsår, men er en investering på længere sigt. Den finansielle guidance for 2024 lyder på en forventet omsætning på 65-80 mio. kroner med et EBITDA på -8 til 2 mio. kroner. Årsrapporten for 2023 vil blive offentliggjort på mandag den 18. marts efter markedsluk.
Martin Kiener udtaler i forbindelse med sin kommende flytning til USA:
Jeg er jo iværksætter helt ind i hjertet og efter at have brugt mere end 10 år på at vækste FOM fra Danmark, har jeg efter grundige overvejelser med selskabets direktion og bestyrelse besluttet, at timingen nu er den rette. Det er med stor entusiasme, at jeg kan bekræfte, at jeg og min familie forventes at være på plads i USA efter sommerferien for at lede FOM’s indsats med at opbygge det amerikanske marked. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med vores amerikanske team og at bistå med at styrke vores forbindelser og strategiske partnere på tværs af Atlanten.
No comments! Be the first commenter?