WindowMaster har i dag offentliggjort regnskab for første halvår for 2024, hvor det fremgår, at selskabet har løftet omsætningen 22% ift. samme periode sidste år.

WindowMaster har således realiseret en omsætning på 140 mio. kroner i årets første seks måneder. EBITDA-resultatet endte på 17,0 mio. kroner svarende til en fremgang på hele 459% ift. samme periode sidste år, hvorfor selskabet har forbedret sin EBITDA-margin markant fra 3,2% i første halvår 2023 til 12,1% i første halvår 2024.

Efter den solide vækst i første halvår på både top- og bundlinjen fastholder selskabet sine opjusterede forventninger til helåret, dog med en forventning om at ende i den høje ende af guidance. WindowMaster guider med at nå en omsætning på 265-275 mio. kroner med et EBITDA på 28-33 mio. kroner. Til sammenligning var den initiale guidance for året en omsætning på 240-265 mio. kroner med et EBITDA på 16-22 mio. kroner.

WindowMaster beskriver i forlængelse af regnskabet, at markedsaktiviteten generelt er høj mht. fulde indeklimaløsninger til både nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger. Derudover oplever selskabet fortsat øgede investeringer i intelligent brandsikkerhed og naturlige ventilationsløsninger. Efterspørgslen er drevet af investeringer i energieffektive løsninger og miljøregulering i både EU og USA.

Ordreindgangen gennem de seneste 12 måneder lyder på 278,0 mio. kroner ved udgangen af juni 2024, hvilket svarer til en vækst på 19% ift. samme tidspunkt sidste år. Ordreindgangen er steget kontinuerligt siden andet kvartal 2023, hvilket er en vækst, som selskabet forventer fortsætter ind i tredje og fjerde kvartal 2024.