Wirtek har i dag meddelt, at selskabet har underskrevet en millionkontrakt med den aalborgensiske ejendomskoncern, Port of Aalborg Real Estate.
Kontrakten er et vigtigt skridt ind i markedet for full-service løsninger til energisektoren med abonnementsbaserede indtægter. Ordren er kommet i hus som en følge af Wirteks overtagelse af aktiverne i Seluxit og styrker Wirteks strategiske fokus på Clean Energy og omhandler fjernaflæsning af Aalborg Havns el-, vand- og varmemålere samt fakturering og energistyring tilpasset de enkelte lejemål.
Kontraktens omfang er variabelt i både omfang og tidsrum, men ledelsen i Wirtek anslår, at ordren repræsenterer en indledende værdi på op til 2 mio. kroner. Omsætningen inkluderer udover projektimplementeringen også fremtidige, abonnementsbaserede indtægter fra Wirteks cloud-platform Wappsto.
Port of Aalborg Real Estate planlægger på sigt at udnytte de mange andre muligheder, som Wappsto-platformen og Wirtek tilbyder. Implementeringen af Wappsto hos Port of Aalborg Real Estate begynder straks og forventes at fortsætte frem til udgangen af 2025. Efter en vellykket implementering forventes yderligere ordrer i takt med, at løsningen rulles ud.
CEO for Wirtek, Michael Aaen udtaler i denne forbindelse:
Denne kontrakt markerer et vigtigt skridt for Wirtek, da vi leverer en omfattende løsning, der integrerer hardware, software og cloud-platform i ét samlet system og giver os abonnementsbaserede indtægter. Vi fremviser også et konkret resultat af vores overtagelse af Seluxit aktiverne over for vores stakeholders og investorer. Æren for denne ordre skal i høj grad tilgå de gode tidligere Seluxit-medarbejdere, der i sin tid vandt udbuddet og påbegyndte projektet. Med indgåelsen af denne kontrakt sikrer Wirtek fuld realisering af projektet og fremtidig drift og udvikling. Vi har skabt en helstøbt løsning til vores kunder, og Port of Aalborg Real Estate har valgt en løsning baseret på Wappsto-platformen på grund af dens avancerede funktioner og høje ydeevne sammenlignet med vores konkurrenter.
No comments! Be the first commenter?