Dataproces har i dag meddelt, at de udfaser softwareløsningen REVIEW, som gennem flere år har været benyttet i flere danske kommuner.

REVIEW er en softwareløsning til håndtering af aktindsigtssager, udsøgning og sletning af personfølsomme oplysninger mv., hvilket har været et stærkt administrativt værktøj for kommunerne.

Dataproces’ kernekompetence er dog at skabe løsninger til optimering af økonomi og processer, der knytter sig til økonomistyringen i kommunerne. Det er et meget nichefokuseret område, hvorfor Dataproces også er en vidensbank af specialister, og er nærmest uden konkurrence på de systemer, som selskabet udvikler.

Denne strategiske positionering som en specialiseret virksomhed, passer REVIEW ikke ind i. Forretningsgrenen vil først blive udfaset efter indeværende regnskabsår, hvorfor det ikke påvirker selskabets udmeldte forventninger. På længere sigt forventer Dataproces heller ikke en negativ påvirkning, da REVIEW blot udgør omtrent 3% af omsætningen, og omkostningerne ligeledes vil falde for selskabet, når softwareløsningen udfases.

I denne forbindelse udtaler selskabets administrerende direktør, Michael Binderup:

I Dataproces har vi det seneste halvandet år arbejdet målrettet med at fokusere selskabets strategi og virksomheds drift. Vores kerneområde er optimering af økonomi og processer, der knytter sig til økonomistyringen i kommunerne. REVIEW passer ikke ind i denne strategi, så derfor samler vi kræfterne om det, vi er bedst til, så Dataproces kan fortsætte den store fremgang, vi har oplevet de seneste par år.