WindowMaster har i dag meddelt, at selskabet har vundet en ny stor kontrakt for et dansk it-selskab i Ballerup samt en yderligere kontrakt i hjertet af København.
WindowMaster skal sørge for at renovere den eksisterende kontorbygning i Ballerup med selskabets løsning, NV Advance®. Projektet forventes allerede at blive færdiggjort i løbet af 2025, mens ordren har en værdi på over 5 mio. kroner.
Der skal installeres i alt 187 af selskabets WMU 831 kædemotorer i forskellige zoner i bygningen. Dette i kombination med CO2- og temperatursensorer med henblik på at opnå det optimale indeklima gennem komplekse algoritmer. Derudover vil WindowMasters løsning også overvåge udledningen af røg gennem CompactSmoke™ kontrolenheder.
Dagens ordrer er de to første offentliggjorte ordrer i 2025, som lever op til selskabets kommunikationspolitik, hvor renovationsprojekter offentliggøres, når ordrerne overstiger 1 mio. kroner, og yderligere uddybes når ordrerne overstiger 5 mio. kroner som tilfældet med dagens kontrakt.
Den anden ordre omhandler et tagprojekt for en kontorbygning i København, hvor WindowMaster skal stå for 2 gondola lifts af typen A10 HT SL LF Atechbc. Dette med henblik på at sørge for den bedst mulige sikkerhed ved renovering og service af facaden på bygningen. Dette projekt forventes ligeledes at blive afsluttet i 2025.
WindowMaster forventer at nå en omsætning på 290-310 mio. kroner i 2025 med et EBITDA på 36-41 mio. kroner. Det svarer til en EBITDA-margin på 12-13%. WindowMaster forventer således at fortsætte selskabets stærke vækstrejse i 2025, selvom denne guidance inkluderer usikkerheder. Det gælder særligt i forhold til projekter i Norden og Tyskland, mens udsigterne i Nordamerika er solide. WindowMaster forventer generelt et bedre forretningsmiljø i 2025 og særligt gennem 2026 som følge af implementeringen af nye reguleringer, der vil understøtte brugen af naturlige ventilationssystemer.
No comments! Be the first commenter?