Donkey Republic har i dag offentliggjort deres KPI rapport for fjerde kvartal 2024, der viser markant vækst på både top- og bundlinjen. For første gang leverer Donkey Republic et helårsresultat med et positivt EBIT.

Donkey Republic leverede en omsætning på 33,7 mio. kroner i fjerde kvartal 2024, hvorfor den samlede omsætning for året udgjorde 144,5 mio. kroner. Til sammenligning forventede selskabet en omsætning på 135-145 mio. kroner for året. Resultatet målt på EBITDA endte på 23,2 mio. kroner for året, mens resultatet målt på EBIT udgjorde 1,0 mio. kroner. Donkey Republic forventede et EBITDA på 16-21 mio. kroner med et EBIT på -4 til 1 mio. kroner, hvorfor resultatet målt på EBITDA overgår den øvre ende af guidance med 2,2 mio. kroner.

Donkey Republic forventer at fortsætte vækstrejsen i 2025, hvor der ventes en omsætning på 165-185 mio. kroner, et EBITDA på 27-37 mio. kroner og et EBIT på 1-6 mio. kroner. Selskabet har ligeledes sikret en gældaftale på 61 mio. kroner med blandt andre Danmarks Eksport- og Investeringsfond og Sydbank i starten af det nye år, der bl.a. giver mulighed for at refinansiere eksisterende gæld på bedre lånevilkår.

Den nye guidance for 2025 indebærer bl.a., at Donkey Republic forventer at løfte flåden 10-15% inden udgangen af året. Donkey Republic havde ved udgangen af 2024 en flåde på 21,1 tusinde cykler, hvilket forventeligt stiger til 23,6-24,1 tusinde cykler ved udgangen af 2025. Antallet af ture steg til 8,4 mio. ture i 2024 svarende til en vækst på 26% ift. 2023, mens den månedlige omsætning per cykel steg 18% til 570 kroner.

Den endelige reviderede årsrapport for 2024 vil blive offentliggjort den 17. marts 2025. CEO Niels Henrik Rasmussen udtaler ifm. dagens KPI rapport:

Nye rekorder er sat i vores forbedrede præstation. Vi har med succes opnået positiv EBIT som en milepæl i 2024. Vi vokser i et højere tempo end markedet, og vores vækst er selektiv på vores nuværende 6 fokusmarkeder. På mange måder demonstrerer Donkey Republic lederskab, og vi styrkede også virksomhedens balance i 2024 ved succesfuldt at tilføre egenkapital.