EgnsINVEST Ejd. Tyskland har i dag offentliggjort sine forventninger til EBVAT for 2025, hvor selskabet venter et resultat på 13,0-14,5 mio. kroner. Dertil kommer reguleringer af ejendomsværdier.

EgnsINVEST Ejd. Tyskland har tidligere i år meldt ud, at det forventes, at EBVAT for 2024 bliver 12 mio. kroner.  Den forventede forbedring af EBVAT i 2025 sammenholdt med 2024 hænger sammen med det fald, der har været i renterne, som betyder, at selskabets lån ved refinansiering har fået en lavere lånerente. Yderligere ændringer i lånerenten kan få betydning for det forventede resultat i 2025.

EgnsINVEST Ejd. Tyskland beskrev i forlængelse af deres kvartalsopdatering for fjerde kvartal 2024, at udlejningsmarkedet i Berlin fortsat er yderst attraktivt med lave tomgangsprocenter og en stadig stigende efterspørgsel. Selskabet vil fortsætte med at optimere ejendomsporteføljen og udnytte de gode betingelser, som den store efterspørgsel giver efter især boliglejemål i Berlin.

Årsrapporten med de endelige tal for 2024 offentliggøres forventeligt den 27. marts 2025. Derefter vil selskabet offentliggøre en kvartalsrapport for første kvartal 2025 den 22. maj 2025.