Trophy Games har i dag offentliggjort en opdatering på Truck Manager, hvor selskabet ser potentiale for, at spillet allerede i slutningen af 2025 kan blive deres største titel.
Truck Manager har overgået selskabets forventninger siden lanceringen på Google Play i oktober 2024. Titlen får konsistent over 30.000 daglige downloads, mens det er toppet med næsten 50.000 downloads på én dag. Det gør Truck Manager til det mest organisk downloadede spil i transportserien. Trophy Games oplever samtidig en lovende brugerfastholdelse trods den tidlige lancering, hvor flere nøglefunktioner ikke har været fuldt implementeret. For få dage siden blev Truck Manager lanceret på iOS, og her er de første resultater ligeledes lovende.
Truck Manager genererer allerede en månedlig omsætning på 500.000 kroner fra organiske Android-brugere, selvom det kun er en tredjedel af de planlagte indtægtsgenereringsfunktioner, som er implementeret. I takt med at flere nøglefunktioner lanceres, forventes omsætningen at vokse betydeligt fra spillet.
Der venter flere begivenheder for Truck Manager gennem 2025. Allerede i marts-april vil der blive implementeret flere funktioner, ligesom mindre marketingkampagner vil blive iværksat. Derefter vil flere nøglefunktioner blive færdiggjort i andet halvår 2025, hvilket muliggør en større markedsføringsindsats.
Trophy Games mener, at Truck Manager er positioneret til at overgå Airline Manager, som er selskabets nuværende toptitel. Airline Manager har til sammenligning genereret en omsætning på 23,0 mio. kroner i de første tre kvartaler af 2024 med et EBITDA på 8,8 mio. kroner. På nuværende tidspunkt er selskabets fokus dog rettet mod at optimere spiloplevelsen og udfolde spillets fulde omsætningspotentiale.
No comments! Be the first commenter?