Drevet frem af en stigende global maritim aktivitet forventer Erria i 2025 yderligere vækst i konglomeratets samlede omsætning og udmelder således positive forventninger til det kommende regnskabsår.

Erria forventer at nå en omsætning på 200-220 mio. kroner i 2025, hvilket skal sammenlignes med et forventet niveau på 185-195 mio. kroner i 2024. Målt på EBITDA forventes resultatet at nå 5-8 mio. kroner i 2025 med et EBIT på 4-7 mio. kroner.

Efter et 2024 med velgennemført effektivisering og fokus på minimering af udgifter, står Erria nu klar til yderligere at gro den samlede maritime forretning med en erfaren organisation, et diversificeret indtjeningsgrundlag og et solidt finansielt fundament.

Errias status som konglomerat giver økonomisk fleksibilitet og reducerer risici og efter fire regnskabsår med overskud, forventes 2025 at byde på fortsat positiv udvikling og vækst på tværs af alle fire forretningsområder. Erria A/S i Danmark vil fortsat have en høj aktivitet, drevet af den mangeårige kontrakt med Ørsted samt de strategiske aktiviteter i datterselskaberne Cathay Seal, Mermaid Maritime Vietnam og ECS.

Selskabets guidance for 2025 er ifølge CEO Henrik N. Andersen baseret på en strategisk tilgang, der tager højde for varierende præstationer på tværs af gruppens fire selskaber. Forventningerne afspejler desuden usikkerheden i den nuværende verdenssituation, herunder makroøkonomiske forhold, geopolitisk uro og markedsmæssige udfordringer.

Erria ser fortsat et stort vækstpotentiale i datterselskaberne Mermaid, ECS og Cathay Seal, der drives frem af strategiske initiativer på tre centrale områder. For det første udvides den maritime handelsvirksomhed gennem Mermaid Maritimes brede netværk, der muliggør leverancer til værfter inden for offshore vind, olie & gas samt skibsbygning. Derudover skaber innovation inden for logistik nye muligheder for Cathay Seal, hvor forbedrede sikkerhedsløsninger inden for forsegling af containere i den kommende tid udvikles for at imødekomme globale kunders særegne behov, samtidig med at Erria drager fordel af succesfuldt at have gennemført et fuldt års drift under den treårige kontrakt med Maersk.

Endelig har ECS gennemført en succesfuld turnaround og effektivisering, hvor tilpasning til ændrede skibsruter og faldende containerhandel i Vietnam har ført til lukning af Haiphong-depotet og optimering af arbejdsstyrken. Disse initiativer har markant forbedret lønsomheden pr. medarbejder og øget den samlede operationelle effektivitet, hvilket sikrer, at ECS igen er profitabel i 2025.

Erria vil forventeligt offentliggøre årsrapport for 2024 på mandag den 10. marts 2025. De seneste udmeldinger er en forventet omsætning på 185-195 mio. kroner med et EBITDA på 9,5-10,5 mio. kroner samt et EBIT på 8,5-9,5 mio. kroner.