Trophy Games har i dag offentliggjort et nyt aktietilbagekøbsprogram på op mod 5 mio. kroner, der løber frem til den næste ordinære generalforsamling næste år.
Trophy Games vil starte aktietilbagekøbet i morgen den 11. april 2025, og bliver således det andet aktietilbagekøbsprogram siden selskabet gik på børsen i 2021. Trophy Games gennemførte sidste år et aktietilbagekøbsprogram, hvor de kunne købe aktier for op mod 3 mio. kroner. Det nye program giver således mulighed for at købe aktier for et større beløb end det seneste aktietilbagekøbsprogram.
Trophy Games beskrev i deres seneste årsrapport, at de ejer 626.930 egne aktier svarende til 2,27% af aktiekapitalen. Baseret på gårsdagens lukkekurs på 6,28 kroner svarer det nye aktietilbagekøbsprogram til, at Trophy Games kan købe næsten 800.000 aktier, hvilket vil betyde, at selskabet kan øge antallet af egne aktier til over 5% af aktiekapitalen. Det vil dog afhænge af den pris, som aktierne købes til, og hvorvidt der bliver købt aktier for hele beløbet.
Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er ikke uddybet, men normalt kan tilbagekøb af egne aktier benyttes til flere ting. Først og fremmest kan man fjerne aktierne, hvilket vil betyde, at ejerskabet fordeles på færre aktier, og man således ejer en større andel af selskabet med samme antal aktier. Aktierne kan ligeledes benyttes i forbindelse med potentielle opkøb eller erstatte udstedelse af nye aktier i forbindelse med udnyttelse af warrants.
Trophy Games offentliggjorde i sidste måned deres årsrapport for 2024. Rapporten viste en omsætning på 90,1 mio. kroner svarende til en vækst på 66% med et EBITDA på 24,7 mio. kroner svarende til en fremgang på 119%.
No comments! Be the first commenter?