Trophy Games har meddelt, at de har budt velkommen til ATP som deres første institutionelle investor, der nu ejer omkring 10,5% af aktierne i selskabet.
Det er John Laursen, der har valgt at sælge omkring to tredjedele af sine aktier i Trophy Games til ATP. John Laursen er tidlig investor i Trophy Games, og har været med på rejsen siden 2006. Han har altid været passiv investor i Trophy Games, og årsagen til salget er ikke en mistet tro på selskabet, men et ønske om at investere ressourcerne i hans anden forretning, Turf Tank, mens han beholder omkring en tredjedel af sine aktier i Trophy Games. John Laursen uddyber:
Jeg vil gerne udtrykke min dybeste tak til Søren Gleie og hele Trophy Games-teamet for en fantastisk rejse gennem de sidste 19 år. I dag har jeg valgt at sælge omkring to tredjedele af mine aktier i Trophy Games til ATP.
Min beslutning om at sælge aktier skyldes ikke manglende tro på Trophy Games’ potentiale – tværtimod ser jeg et betydeligt potentiale i virksomheden. Grunden til min beslutning er, at mit daglige fokus er dedikeret til min anden virksomhed, Turf Tank, hvor jeg har valgt at investere min tid og ressourcer. Trophy Games blev skabt og er drevet af en passion for spil, og Søren og teamet har med succes udviklet yderst profitable nicheprodukter med en stærk levetid og en meget loyal brugerbase. Jeg ønsker Trophy Games fortsat fremgang og succes i de kommende år.
CEO hos Trophy Games, Søren Gleie har ligeledes kommenteret på transaktionen og budt velkommen til ATP som ny investor:
Vi er meget glade for at kunne byde ATP velkommen som aktionær i Trophy Games. At få ATP med som vores første institutionelle investor er en væsentlig milepæl for virksomheden. Deres langsigtede tilgang og stærke omdømme passer godt til vores vision og strategi, og vi ser frem til deres støtte i takt med at vi fortsætter med at vokse og udvikle vores forretning.
No comments! Be the first commenter?