Erria har i dag offentliggjort deres første kvartalsrapport, der giver indblik i den finansielle udvikling i årets første tre måneder.

Trods geopolitisk uro og uvished omkring de igangværende internationale forhandlinger om toldsatser kan Erria notere sig øget forretningsaktivitet og et styrket operationelt fokus i første kvartal 2025. Selvom resultatet på omsætning og EBITDA-niveau ligger marginalt lavere sammenlignet med samme periode sidste år, fortsætter selskabet en ambitiøs og opkøbsbaseret vækststrategi baseret på gældfrihed, diversificering af indtægtsstrømme og solid finansiel ballast.

Tallene for de tre første måneder af 2025 ligger ifølge bestyrelsen som forventet i et traditionelt svagt kvartal og afspejler koncernens styrkede fundament. Erria høster nu frugterne af det omfattende effektiviseringsarbejde, som selskabet gennemførte i 2024, hvor Errias ledelse optimerede deres aktiviteter i Vietnam til både at kunne omfavne den forventede markante vækst i regionen og samtidig levere solide afkast.

Den samlede omsætning for Erria i første kvartal udgjorde 38,3 mio. kroner mod 40,2 mio. kroner i samme periode sidste år, mens EBITDA-resultatet endte på 0,2 mio. kroner mod 0,7 mio. kroner sidste år med et EBIT på 0,0 mio. kroner mod 0,5 mio. kroner sidste år. Forventningerne til 2025 fastholdes, hvor der ventes en omsætning på 200-220 mio. kroner, et EBITDA på 5-8 mio. kroner og et EBIT på 4-7 mio. kroner.

Topchef Henrik N. Andersen beskriver, at resultatet i første kvartal operationelt set er væsentligt bedre end budgetteret og viser, at de omkostningsbesparende initiativer, der blev igangsat i 2024, allerede har en positiv effekt. Første kvartal præges traditionelt af lavere aktivitet som følge af det kinesiske nytår, og historisk er første kvartal normalt det svageste, og aktiviteten vokser støt hen over 2. 3. og 4. kvartal. Topchefen uddyber desuden, at koncernen fortsat løbende vurderer mulighederne for både opkøb og strategiske partnerskaber, der ligeledes kommenterer på nuværende trusler om toldkrig:

Vores konglomeratstruktur giver økonomisk fleksibilitet og vi reducerer risici ved at være til stede i flere brancher. Vi er som betroet leverandør til store internationale partnere desuden dækket af lange kontrakter, og vi bliver derfor minimalt påvirket indenfor vores tre forretningsben, Mermaid, Erria A/S, og Cathay Seal. En nedgang i verdenshandlen som følge af fortsat toldkrig vil på sigt kunne påvirke aktiviteten i Erria Container Service, men for nuværende har vi ikke oplevet en nedgang i aktiviteten eller oplevet aflysninger af kundeprocesser eller mindre eksport af containere ud af Vietnam. Vi har stadig travlt og vi arbejder målrettet med at udnytte synergier og optimere ressourcer på tværs af enhederne for at skabe vedvarende værdi og sikre langsigtede resultater.