Audientes har i går meddelt, at de også sætter fokus på markedet for aktiv hørebeskyttelse og sikkerhed, en naturlig forlængelse af selskabets ekspertise indenfor høreteknologi.

Det er et område, som passer naturligt til selskabets eksisterende produkt platform, partnernetværk og ekspertise i høreteknologi. Som led i strategien om bæredygtig vækst har Audientes identificeret hørebeskyttelse som en naturlig forlængelse af licensforretningen for dets dets software platform. Med erfaring fra intelligente, selvjusterende høreapparater og avanceret lydsoftware vil Audientes støtte bedre hørebeskyttelse, forbedret situationsfornemmelse og sikker kommunikation i støjende miljøer.

Det europæiske marked for hørebeskyttelse anslås til ca. 1,2 mia. USD, mens markedet i USA er på omkring 2,6 mia. USD. Audientes forfølger denne mulighed i samarbejde med eksisterende og nye partnere, herunder AudioSafe, en nordisk specialist i høresikkerhed. Samarbejdet fokuserer på tilpasning af Audientes’ software- og hardwareplatform til industrielle  og rekreative scenarier, herunder jagt.

Audientes er allerede i dialog med aktører i Europa for at vurdere markedsmuligheder og udvikle partnerskaber indenfor hørebeskyttelsesløsninger. Samtidig udforsker selskabet mulighederne på længere sigt i forsvarssektoren, hvor aktører efterspørger integrerede hørebeskyttelses- og kommunikationsløsninger. Med denne satsning udvider Audientes sin platform ud over traditionelle høreapparater og hearables. Det understøtter selskabets strategi om innovation og diversificering. Audientes fastholder desuden fokus på regulatorisk fremdrift, herunder ISO 13485-certificering i 2025 og godkendelser af medicinske produkter, med start i Kina.

Administrerende direktør hos Audientes, Steen Thygesen, udtaler i denne forbindelse:

Vores platform har altid været designet med fokus på tilpasningsevne og brugervenlig teknologi. Vi mener, at hørebeskyttelse og lydsikkerhed i arbejds- og industrimiljøer er et logisk og opnåeligt næste skridt – et område, hvor vi kan udnytte vores nuværende styrker og arbejde hurtigt sammen med partnere, der allerede er aktive i området, ud fra vores eksisterende og fremtidige produkter.