Shape Robotics offentliggjorde i sidste uge deres kvartalsrapport for første kvartal 2025, hvor selskabet udtrykte stor tiltro til årets finansielle guidance.
Shape Robotics realiserede i første kvartal en omsætning på 69,8 mio. kroner med et EBITDA på 10,4 mio. kroner svarende til en EBITDA-margin på 15%. Det svarede til en omsætningsvækst på 100%, mens EBITDA-marginen i samme periode sidste år var -21%. Der blev ikke rapporteret nogle engangsomkostninger i første kvartal, hvorfor det justerede EBITDA ligeledes udgjorde 10,4 mio. kroner.
For helåret forventer Shape Robotics en omsætningsvækst på 20-35% med en justeret EBITDA-margin på mindst 10%. Resultatet for første kvartal indikerede således, at selskabet er godt på vej til at realiserede årets finansielle guidance, hvilket selskabets administrerende direktør og bestyrelsesformand ligeledes satte fokus på i forbindelse med kvartalsrapporten, hvor de begge påpegede, at Shape Robotics er godt positioneret til at nå årets finansielle målsætninger.
Dagen efter rekordregnskabet blev offentliggjort, kunne Shape Robotics indlede den afsluttende proces imod underskrivelse af en finansieringsaftale med storbanken UniCredit til en værdi af 14,2 mio. euro – godt 105 mio. kroner. Aftalen vil sikre evnen til strategisk fleksibilitet og den fornødne likviditet til at gennemføre vigtige vækstinitiativer relateret til selskabets voksende edtech-forretning.
Det fremgik, at finansieringsaftalen vil styrke Shape Robotics likviditetsposition, optimere arbejdskapitalen og gøre det muligt, bedre at kunne håndtere de lange betalingsfrister, der er almindelige i store offentlige uddannelsesprojekter. Desuden muliggør aftalen en acceleration af Shape Robotics fortsatte teknologiudvikling, herunder af selskabets Thinken og SmartLab-løsninger, samt den bredere portefølje inden for topmoderne og nøgleklar undervisningsteknologi. Bestyrelsesformand André Fehrn udtalte i samme anledning:
Unicredit forstår til fulde, at vi trods vores lange kreditter kontinuerligt kommer i mål med både rigtig store ordrer og ambitiøse partnerskaber med nogle af verdens største teknologiselskaber. Med denne nye aftale i den afsluttende proces står vi som organisation nu langt stærkere i forhold til likviditet, og jeg anser det for usandsynligt, at vi får behov for at rejse kapital i markedet i nær fremtid. Nu skal vi levere på vores guidance, og finansieringsaftalen giver os stabilitet til at gøre netop det.
No comments! Be the first commenter?