First North blev stiftet i Danmark allerede tilbage i 2006, og formålet var at tilbyde mindre virksomheder, som ikke er store nok til hovedbørsen, at blive børsnoteret.

Eftersom jeg selv var 3 år gammel, da markedspladsen blev oprettet, kan jeg af indlysende årsager ikke huske udviklingen på First North gennem årene. Jeg kan dog hurtigt finde mig frem til, at det ikke er mange af selskaberne fra dengang, som er tilbage på First North børsen.

Af de selskaber, som blev børsnoteret i perioden fra 2006-2008, er 6 selskaber tilbage. Dette gælder Wirtek, Enalyzer, Jobindex, FastPassCorp, Erria og EgnsINVEST Ejd., Tyskland, som fremgår af vores IPO-kalender. Muligvis er flere selskaber tilbage, hvis de har skiftet børs eller lignende.

Da disse selskaber er de eneste, som er tilbage fra første bølge på First North, må de også have nogle fællestræk.

Fællestræk for selskaberne

Som aktiv administrator er det første jeg tænker, at man sjældent hører om disse 6 selskaber i debatten, dog med undtagelse af Wirtek. Dette afspejles også i antallet af aktionærer på Nordnet, hvor de 6 selskaber med undtagelse af Wirtek, også er de 5 selskaber, som har færrest aktionærer registreret hos Nordnet blandt selskaberne på de danske minibørser. Både FastPassCorp og EgnsINVEST Ejd., Tyskland har omkring 100 aktionærer registreret hos Nordnet.

Selvom selskaberne ikke har registreret mange aktionærer på Nordnet, må der alligevel være et solidt fundament, siden selskaberne stadigvæk er noteret.

Størstedelen af selskaberne leverer under normale omstændigheder sorte tal på bunden. Erria har haft lidt sværere ved dette de seneste år, hvor de har oplevet nedgang i resultatet samt omsætningen. FastPassCorp leverede desuden underskud i 2020, men har i mange år forinden været overskudsgivende.

Selskaberne omsætter i intervallet 24,6 – 57,7 mio. kroner med undtagelse af Jobindex, som i 2020 omsatte for knap 280 mio. kroner. Tilfælles for flere af selskaberne er, at de er blandt de First North selskaber, som i skrivende stund handles til en lav P/S-værdi sammenlignet med normalen på First North. Både Erria, Enalyzer, Jobindex og Wirtek er blandt de selskaber på First North, som handles med laveste P/S-værdi ifølge Nordnet lige nu.

P/S-værdien beskriver, hvor meget du som investorer betaler af 1 krone af omsætningen. Derfor er mange af de gamle First North selskaber også blandt de aktier, som handles til en lav værdiansættelse – hvis det eneste sammenligningsgrundlag er selskabernes omsætning og standarden på First North.

Kort introduktion til selskaberne

For at du kan blive klogere på selskaberne, kan du her læse en lille introduktion til de seks forskellige First North selskaber.

Wirtek

Wirtek er et software-selskab, som hjælper andre virksomheder med at skabe gode softwareløsninger gennem outsourcing. Store dele af selskabets aktiviteter er i Rumænien, men har hovedkontor i Aalborg med salgskontor i Holbæk.

Wirtek går meget op i tætte og længerevarende kunderelationer, hvorfor flere af selskabets kunder har været hos selskabet i mere end 10 år. Wirtek har gennem de seneste mange år oplevet pæn fremgang, hvor de i perioden fra 2012-2020 har haft en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på 20%.

I 2020 omsatte Wirtek for 27,6 mio. kroner, og i den langsigtede strategi, som de offentliggjorde tidligere i 2021, meddelte selskabet, at de forventer at omsætte for 100 mio. kroner inden udgangen af 2025.

Læs også: Wirtek: Stor kunde i USA.

Erria 

Erria er involveret i skibsfart, offshore og logistikaktiviteter. Virksomhedens mål er at opnå omfattende ekspertise inden for nicheområder, og dermed opnå en gunstig markedsposition. Erria tilbyder en bred vifte af tjenester i et tæt partnerskab med kunden. 

Erria’s vigtigste forretningsområder er blandt andet forsendelse, offshore personaletjenester og logistik, der bidrager med den største del af koncernens indtægter, som består af containerhåndtering, vedligeholdelse og reparation af containere i Vietnam og Ghana.

Enalyzer

Enalyzer tilbyder en survey applikation der er alsidig, brugervenlig og attraktiv uden at gå på kompromis med professionalisme og funktionalitet

Ifølge Enalyzer er selskabet ledende på markedet, og forbinder tusindvis af glade kunder med millioner af respondenter over hele kloden. Det hele startede på et loft i København, og i dag fokuserer selskabet globalt. Selskabet har lokale kontorer i Stockholm, Oslo, Amsterdam og San Francisco med hovedkontor i København.

EgnsINVEST Ejd. Tyskland

EgnsINVEST Ejd., Tyskland ejer, driver og udvikler en ejendomsportefølje i Berlin. Ejendommene er beliggende på attraktive adresser i den centrale del af byen.

Selskabet befinder sig på et marked, som de seneste mange år har oplevet vækst i antallet af indbyggere og en positiv udvikling i erhvervslivet. Dette har sikret gode vilkår på ejendomsmarkedet i Berlin, som er det, EgnsINVEST Ejd., Tyskland fokuserer på.

Jobindex

Jobindex står sammen med datterselskaberne StepStone og it-jobbank for ca. 2/3 af det danske online jobannonce marked. Koncernen omfatter også Computerworld, Danmarks førende nyhedsmedie for it-nyheder. I alt når koncernens websites ud til knap en million brugere hver måned.

Jobindex er blandt de selskaber på First North, som har den højeste markedsværdi. Markedsværdien er i skrivende stund pænt over 1 mia. kroner.

FastPassCorp

FastPassCorp udvikler software og SaaS løsninger til beskyttelse af store organisationers passwords og password processer. Kunderne opnår med andre ord produktivitetsforbedringer og beskyttelse af medarbejdernes kodeord, som også kan ændre og nulstille sit kodeord.

Blandt selskabets kunder er NNIT, Atos, London Metropolitan University, KMD m.fl. FastPassCorp har kunder i flere lande, herunder Canada, Belgien, Colombia, Polen, USA og Kina.