Trophy Games har i dag offentliggjort regnskab for første halvår af 2022, hvor selskabet realiserede en omsætningsvækst på 44%.
Omsætningen endte således på 26 mio. kroner mod 18,1 mio. kroner i samme periode sidste år. Trophy Games realiserede samtidig et EBITDA på 3,1 mio. kroner svarende til en vækst på 125%, mens antallet af unikke betalende brugere steg 93% til 87.206 brugere. Trophy Games har desuden en kassebeholdning på 30,3 mio. kroner og ingen gæld.
Som Trophy Games meddelte tilbage i maj, har selskabet underskrevet en aftale med RedPilz Studio omkring spillet The Ranchers, hvor Trophy Games vil være publisher. The Ranchers forventes at blive lanceret i fjerde kvartal af 2023, og over 250.000 har allerede placeret spillet på sin wishlist på Steam.
Det er særligt Airline Manager 4 som bidrager til væksten i første halvår, som med en omsætning på 13,1 mio. kroner udgør ca. halvdelen af selskabets omsætning. Ved udgangen af første halvår havde Airline Manager 4 omkring 71.000 daglige aktive brugere. Dertil arbejder Trophy Games fortsat på at udvikle deres serie af transportspil, hvor Shipping Manager forventeligt lanceres i fjerde kvartal og Truck Manager samt Train Manager forventes at blive lanceret i 2023.
Trophy Games fastholder deres forventninger for 2022. Trophy Games forventer dermed at nå en omsætning på 70-80 mio. kroner med et positivt EBITDA på 4-8 mio. kroner. Til sammenligning nåede Trophy Games i 2021 en omsætning på 41,5 mio. kroner med et positivt EBITDA på 2,2 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?