OrderYOYO er en af de danske SaaS-virksomheder på First North, og bliver derfor målt på specifikke nøgletal, der gør sig gældende for SaaS-virksomheder.
Dette gælder tal som ARR, opsalg samt churn, som OrderYOYO har givet et indblik i på nedenstående graf fra seneste halvårsregnskab. Helt overordnet beskriver grafen udviklingen i selskabets konsoliderede ARR, som er løftet fra 146 mio. kroner i slutningen af juni 2021 til 167 mio. kroner i slutningen af juni 2022.
Hvis vi slavisk skal se på, hvordan selskabet har løftet sin ARR, kunne selskabet (konsolideret) i sidste halvår af 2021 løfte salget til eksisterende kunder med 12 mio. kroner samtidig med, at de løftede sin ARR med 19 mio. kroner fra nye kunder. Det løftede selskabets ARR med 31 mio. kroner. I perioden oplevede OrderYOYO dog et churn på 4 mio. kroner, hvorfor selskabet i andet halvår af 2021 samlet set løftede sin ARR med 27 mio. kroner til 173 mio. kroner.
Gennem første halvår af 2022 har selskabet oplevet en tilbagegang på 16 mio. kroner fra eksisterende kunder, som opvejes af salg til nye kunder på 17 mio. kroner. Med et churn på 7 mio. kroner oplevede OrderYOYO dog et samlet fald til 167 mio. kroner, som var selskabets ARR ved udgangen af første halvår. I halvårsregnskabet tilskrev OrderYOYO den øgede churn i andet halvår et udfordrende marked for selskabets kunder. Derudover opererer OrderYOYO med en usage-based model, og påvirkes derfor også af, at der generelt sælges mere takeaway i andet andet halvår end første halvår.
OrderYOYO forventer dog at slutte året med vækst, hvor de guider med at nå en ARR på 180-195 mio. kroner. OrderYOYO har allerede offentliggjort den første konsoliderede måned med integrationen af app smart, hvor det fremgik, at de ved udgangen af juli 2022 havde en ARR på 177,1 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?