Wirtek har i dag offentliggjort delårsrapport for tredje kvartal af 2022, hvor selskabet fastholder sine forventninger og melder om en fin start på fjerde kvartal.
Omsætningen i tredje kvartal endte på 16,5 mio. kroner svarende til en vækst på 21% ift. samme periode sidste år. I samme periode realiserede Wirtek et EBITDA på 2,0 mio. kroner svarende til en vækst på 2%. Wirtek har derfor oplevet en tilbagegang i sin EBITDA-margin fra 14,5% i tredje kvartal 2021 til 12,3% i tredje kvartal 2022. Dette kan bl.a. tilskrives stigende omkostninger, store investeringer i en ny ERP-løsning samt implementeringen af IFRS, som er en del af selskabets planer om en hovedbørsnotering.
I årets første tre kvartaler har Wirtek dermed omsat for 48,3 mio. kroner med et positivt EBITDA på 6,3 mio. kroner. Det svarer til en vækst på hhv. 55% og 56%, hvorfor Wirtek set over årets første ni måneder har set en lille forbedring i EBITDA-marginen. Wirtek fastholder sine forventninger for året, og forventer dermed at nå en omsætning på 64-69 mio. kroner samt et positivt EBITDA på 8,6-9,6 mio. kroner.
Wirteks CEO, Michael Aaen udtaler ifm. delårsrapporten:
Vi kan se tilbage på endnu et kvartal med stærk organisk omsætningsvækst på 21% ift. Q3 2021 og en fremgang i driftsresultatet (EBITDA) på 2%. Vi er tilfredse med resultatet set i lyset af de igangværende store investeringer i et nyt ERP-system, konverteringen til IFRS samt introduktionen af en ny og moderne hybrid organisation.
I løbet af de seneste 6 måneder har Wirtek fået 3 nye kunder, som allerede bidrager med 9% af den månedlige omsætning, og det glæder os, at vores eksisterende kunder også har udvidet deres engagement hos Wirtek. Vi er kommet godt fra start i 4. kvartal og fastholder vores forventninger til helåret 2022.
No comments! Be the first commenter?