FOM Technologies offentliggjorde i går efter markedsluk årsregnskab for 2022, hvor de i samme forbindelse bekræftede sine planer om en notering på hovedbørsen i 2023.
Regnskabet viste et rekordresultat for FOM Technologies, der løftede sin omsætning til 53,9 mio. kroner svarende til en vækst på 122%. På EBITDA-niveau realiserede selskabet et resultat på 3,1 mio. kroner, hvorfor resultatet stemmer overens med selskabets seneste udmeldte forventninger om at nå en omsætning på 52-54 mio. kroner og et EBITDA på 3,0-3,5 mio. kroner.
Til trods for fortsatte udfordringer med globale forsyningsproblemer har virksomheden fortsat sin aggressive investering i innovation, udvikling af nye produkter, etablering af strategiske partnerskaber, opbygning af et globalt distributionsnetværk, skalering i antallet af medarbejdere samt i selskabets fremtidige platform.
På den baggrund agter selskabet at arbejde mod en notering på Nasdaq Main Market – Small Cap i 2023. FOM går ind i 2023 med en stærk platform og lovende pipeline, og betragter årets resultat som meget tilfredsstillende. Med resultatet lever selskabet desuden op til den udvikling, som blev præsenteret ved børsnoteringen i 2020. Dengang forventede FOM Technologies at nå en omsætning på 35 mio. kroner i 2022 med et positivt EBITDA på 3,15 mio. kroner.
I 2023 forventer FOM Technologies at nå en omsætning på 55-60 mio. kroner med et positivt EBITDA på 2-5 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?