IPO-markedet har været tørt i 2023, og isolerer vi fokusset på særligt de danske vækstbørser, har markedet været helt frosset efter skandalesagen med MeeW.

Kigger vi ud på de internationale aktiemarkeder, har der længe været talt om den mulige børsnotering af mikrochip-producenten, Arm Ltd. I dag har Bloomberg skrevet, at de ifølge unavngivne kilder har udpeget de banker, der skal stå for børsnoteringen, og børsnoteringen allerede kan finde sted i september 2023.

Arm Ltd planlægger at rejse 8-10 mia. USD, og hvis det lykkes, vil det være den største børsnotering indtil videre i 2023. Arm Ltd er ejet af det japanske selskab Softbank, og ifølge selskabets hjemmeside, har tusindvis af partnere benyttet deres mikrochips, som er blevet indlejret i mere end 250 mia. produkter. Dertil beskriver Arm Ltd på sin hjemmeside, at omkring 70% af verdenens befolkning bruger selskabets teknologi.

I et år med stort fokus på AI og mikrochips er det måske en god timing med en børsnotering for Arm Ltd, selvom IPO-markedet har været meget kedeligt, når man sammenligner med de seneste år.

Blandt de danske vækstbørser, som vi følger her på hjemmesiden, skal vi mere end et år tilbage for at finde den seneste IPO, hvor Swiss Properties Invest blev noteret. Desværre – eller nok nærmere heldigvis – blev det ikke til en børsnotering tidligere i 2023, hvor MeeW forsøgte at snyde alt og alle med en børsnotering. Kapitalmarkedet er sandsynligvis fortsat ikke parat til en ny bølge af børsnoteringer, men det bliver spændende at følge en potentiel børsnotering af Arm Ltd.