Alefarm Brewing meddeler i dag, at de pga. nedlukninger relateret til Covid-19 i Europa og Asien har nedjusteret sine forventninger.
I forbindelse med afslutningen af halvårsregnskabet for regnskabsåret 2021 blev forventningen til helårsregnskabet fastholdt på et omsætningsniveau på 10-12 mio. kr. og et EBITDA i nærheden af nul. Fastholdelsen blev foretaget med forventningen om at især væksten på eksportmarkederne ville vende tilbage i løbet af 2. halvår 2021.
Imidlertid er genåbningen af eksportmarkederne ikke sket med samme hastighed som den genåbning, som er forløbet i Danmark, hvorfor den forventede omsætning fra eksportmarkederne – og navnlig Thailand og Schweiz – enten er blevet udsat eller er realiseret i reduceret omfang.
Selskabet har i perioden før COVID-19 eksporteret op til 100% af sin månedlige produktion, hvilket har skabt en stor indsigt i eksportmarkederne på tværs af navnlig Europa og Asien. Derfor er det forventningen fra Selskabets ledelse at der kun er tale om en udskydelse af omsætningen på disse eksportmarkeder.
Selskabet har dog i perioden siden offentliggørelsen af halvårsregnskabet formået at skabe en kraftig vækst på det danske marked på flere hundrede procent, som derfor i nogen grad kompenserer for det manglende eksportsalg. Selskabets øl distribueres i dag langt bredere på det danske marked, hvor ikke mindst den tidligere annoncerede – og nyligt effektuerede – landsdækkende aftale med MENY-kæden vil få yderligere positiv indflydelse.
Alefarm Brewing venter nu at nå en omsætning på 8,7-9,4 mio. kroner og et EBITDA-resultat i nærheden af -1 mio. kroner for regnskabsåret 2021.
No comments! Be the first commenter?