Astralis havde sidste handelsdag på First North i oktober måned, og som den mest populære danske vækstbørsaktie havde Astralis mange private aktionærer.

Nogle aktionærer fik solgt sine Astralis-aktier, inden selskabet blev afnoteret, men der sad også flere tusinde aktionærer, som ikke fik solgt sine aktier inden afnoteringen, og nu sidder med unoterede aktier. Er disse placeret på Nordnet, opkræver Nordnet et gebyr på 99 kroner i kvartalet, hvilket kan være et højt procentuelt gebyr, hvis ens investering udgør et relativt lille beløb.

Efter noteringen har jeg været i kontakt med flere aktionærer, der enten ikke var bekendt med afnoteringen, og derfor ikke nåede at få solgt sine aktier, eller som først efterfølgende har fundet ud af, at de gerne vil sælge sine aktier, da de nu er svære at handle og potentielt opkræver gebyrer. Derfor har jeg selv forsøgt at række ud til Astralis for at blive klogere på, hvordan man som aktionær kan forholde sig, hvis man gerne vil sælge sine aktier i det unoterede selskab.

Læs også: Tre mindre danske aktier i en branche i vækst.

Tilbud til aktionærer

Astralis meddelte kort inden afnoteringen, at de sælger 66,67% af sit LEC spot for 129 mio. kroner. Det var en umiddelbar god nyhed, men alligevel jævnt skuffende for mange af de private Astralis-aktionærer. Det skyldtes timingen af salget. Mange aktionærer havde solgt sine aktier, da det har været det mest oplagte valg ift. at udnytte et tab skattemæssigt, inden man rammes af høje gebyrer af en aktie, man ikke kan sælge. Havde Astralis valgt i sin strategiske gennemgang alene at sælge sit LEC spot, og i det mindste afvente en afnotering, havde aktionærerne ikke følt sig nødsaget til at sælge, og kunne måske have set frem til et udbytte, der ville svare til over 100% af kursværdien, såfremt selskabet valgte at benytte kapitalen til at sende videre ud til aktionærerne.

Det var en indikation på, at de private aktionærer ikke var førsteprioriteten hos Astralis. Og det er en individuel vurdering, om det er god aktionærpleje, de nu udviser overfor aktionærerne.

Astralis tilbyder i dag at købe aktier til afnoteringskursen på 1,15 kroner. Dette tilbud løber umiddelbart til den 12. december 2023, og man skal kontakte Astralis over mail på investor@Astralis.gg, hvis man ønsker at sælge. Det er umiddelbart en god løsning, hvis man som privat aktionær bare gerne vil af med sine aktier for ikke at sidde med illikvide aktier, men omvendt også en ganske god handel for Astralis, da vi skal huske, at selskabet med 58.025.893 aktier dermed vil købe aktier til en værdiansættelse på 66,7 mio. kroner, mens de for nyligt har offentliggjort et salg for 129 mio. kroner.

Aktier på Nordnet

Nordnet opkræver som nævnt et gebyr på 99 kroner i kvartalet for administration af unoterede aktier. Astralis beskriver overfor mig, at aktionærer burde kunne orientere Nordnet om, at de ikke ønsker, at Nordnet holder deres unoterede aktier, hvilket selskabet ikke mener burde medføre omkostninger. Jeg bliver dog sendt videre til Nordnet for at få afklaring herom, hvorfor det kan være en løsning for de af jer, som har Astralis-aktier på Nordnet.

Ifølge Astralis modtager alle aktionærer et lysegult bevis, og kan dermed som udgangspunkt få adgang til ejerbogen. Det er kun hvis de vælger at lade deres lysegule bevis ligge hos bank/broker, at der evt. er omkostninger hos denne. Her henvises bl.a. til Nordnet. Det er dette lysegule bevis, som man kan bede Nordnet om selv at holde, såfremt man vil beholde sine aktier i Astralis, men gerne vil undgå det høje gebyr på 99 kroner i kvartalet.

Afslutningsvist vil jeg fremhæve, at jeg ikke har aktier i Astralis, og ikke har praktisk erfaring med disse omstændigheder, og derfor ikke kan bekræfte, om man kan bede Nordnet om dette lysegule bevis, og om det i så fald medfører gebyrer. Jeg synes dog, at de mange tusinde Astralis-aktionærer fortjener en hjælpende hånd, da det er en træls situation for mange, og for nogle også en ufrivillig situation, da de ikke har været bekendt med afnoteringen og forholdene.

Hvis du i dag sidder som aktionær, og enten gerne vil sælge dine aktier eller undgå det høje gebyr på Nordnet, vil jeg anbefale hhv. at kontakte Astralis og evt. udnytte deres købstilbud eller henvende sig til Nordnet for at høre, om du selv kan holde det lysegule bevis og dermed undgå det kvartalsvise gebyr.