Audientes kunne torsdag offentliggøre deres kvartalsrapport for tredje kvartal 2023, hvor selskabet gav en opdatering på den kommercielle udvikling i selskabet samt dets kapitaliseringsplan.
Audientes har gennem tredje kvartal arbejdet målrettet efter at gøre klar til indtrædelsen på det kinesiske og japanske marked, hvor lokalisering af produkternes software og indpakning skal ske. Audientes har modtaget en forudbetalt ordre på 562 tusinde kroner fra deres kinesiske partner, hvor den kinesiske version af Companion forventes leveret sidst på året, når forudsætningerne for markedsindtrædelsen er på plads. Den kinesiske partner, Hengtong, investerede desuden 1 mio. kroner i Audientes, da de indgik deres samarbejdsaftale.
I Japan blev Companion produktet lanceret under en reception på den danske ambassade den 9. november 2023. Audientes vil senere på året begynde at markedsføre det i både fysiske butikker og online sammen med distributionspartneren TD SYNNEX. I Japan har Audientes allerede opnået godkendelse af Companion, og selskabet har ansat en Operations Manager, der sammen med Audientes’ bestyrelsesmedlem Hiroshi Maeda vil varetage kerneforretningen og de vigtige lokale forbindelser i Japan.
På det indiske marked har den indledende markedsintroduktion og udrulningen gennem Earkart taget længere tid end tidligere forventet. Der er derfor stor fokus at accelerere udrulningen på det indiske marked gennem kanalerne. De tidligere udmeldte forventninger om at nå en omsætning på 4,8 mio. kroner i de første 12 måneder i dette marked efter Earkart-samarbejdets indgåelse forventes nu at blive realiseret over en længere periode.
Med markederne i Japan og Kina stadig i opstartsfasen og pga. at overgangen til og idriftsættelsen af det operationelle samarbejde med Earkart i detailhandelen har taget længere tid end forventet, er der følgelig ikke modtaget opfølgende produktordrer fra Indien. For tredje kvartal 2023 omsatte Audientes således kun for 8 tusinde kroner, hvorfor omsætning for årets første tre kvartaler lyder på 1,3 mio. kroner. EBITDA-resultatet var negativt med 2,2 mio. kroner for kvartalet, hvorfor EBITDA-resultatet for de første tre kvartaler lyder på -6,6 mio. kroner.
Audientes har gennem kvartalet haft fokus på at styrke kapitalsituationen, hvor man ligeledes efter periodens udløb har sikret sig yderligere likviditet for 1 mio. kroner bl.a. gennem en rettet emission. Det er med til at styrke kapitalberedskabet på kortere sigt for selskabet.
No comments! Be the first commenter?