Børsen introducerede i midten af 2021 et panel, som vurderer børsnoteringerne på den danske First North børs.
Børspanelet har nu givet karakterer til 11 selskaber, hvoraf 10 af disse i dag handles på børsen. Dette gælder SameSystem, OrderYOYO, Copyright Agent, Brain+, Scandinavian Medical Solutions, Movinn, Q-Interline, Hove, Relesys og Re-Match. Vi ved, at børspanelet ligeledes vil være aktuelle ved børsnoteringer i 2022.
Formålet med børspanelet er at klæde de private investorer ordentligt på ift. børsnoteringerne, hvorfor vi synes, at initiativet bag er super godt. Jakob Have og Jens Løgstrup er begge erfarne investorer, og har arbejdet som finansdirektører og har erfaring fra bestyrelsesposter. Børspanelet vurderer selskaberne i skalaen 1-5, hvor 1 er stærk kritisk, 3 er godkendt og 5 betyder stærkt potentiale. Vi har tidligere beskrevet yderligere omkring børspanelet her.
Sådan er det gået
Tre selskaber har fået en karakter på over 3, mens de resterende selskaber har fået en karakter under 3. I tilfældet ved Brain+ var det dog kun Jens Løgstrup, som gav en karakter. På nedenstående graf fremgår et overblik over karaktererne sammenlignet med den efterfølgende udvikling opdelt efter første handelsdag, uge, måned og til d. 7. februar 2022.
Som det fremgår af grafen, har fire af aktierne leveret et positivt førstedagsafkast. De samme fire aktier har fortsat været i plus efter den første uge, hvor tre af aktierne er positive efter den første måned. Den 7. februar er to af aktierne fortsat i grønt sammenlignet med tegningskursen. Det gælder Relesys og Scandinavian Medical Solutions, som ligeledes er de to aktier, som har fået den bedste vurdering af børspanelet. Relesys fik en samlet vurdering på 3,5, hvilket dermed er den højeste vurdering, som er givet. Scandinavian Medical Solutions fik en vurdering på 3,495.
Omvendt har nogle af de selskaber, som har fået lavest karakter, haft nogle hårde måneder på børsen rent kursmæssigt. De tre aktier, som per 7. februar har det dårligste afkast sammenlignet med tegningskursen, er Movinn, Copyright Agent og Brain+. De to førstnævnte er blandt de tre selskaber, som indtil videre har fået den laveste karakter fra børspanelet. Omvendt er Brain+ den med den tredje bedste karakter fra børspanelet, der gav en fin karakter til Brain+.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at investering i disse selskaber altid bør anses som langsigtede. Derfor kunne man i stedet vente nogle år, for at se hvordan tilstanden ser ud til den tid. Benytter vi dog denne korte tidshorisont, ser det ud til, at børspanelet har ramt rigtigt ved flere ift. kursudviklingen, men også har nogle undtagelser.
Vi glæder os til at følge udviklingen gennem 2022!
No comments! Be the first commenter?