Da SameSystem var på vej på First North, kunne Børsen præsentere sit nye børspanel bestående af Jakob Have og Jens Løgstrup.
Siden da har børspanelet kontinuerligt givet sin vurdering af børsnoteringerne på den danske First North børs. Ifølge min research, har børspanelet nu gennemgået 10 IPO’er, efter de d. 15. november delte sine holdninger til Hove. Blandt disse er også Speedrecruiters og Re-Match, som begge valgte at udskyde sin IPO.
Sådan fungerer det
Jakob Have og Jens Løgstrup vurderer hver IPO ud fra tre forskellige parametre: Forretningsmodel, værdiansættelse og ledelse. Alle tre parametre får en vurdering i skalaen 1-5, som derefter samles til en samlet vurdering ud fra gennemsnittet i de tre parametre. Hvis eksempelvis forretningsmodellen får 4, værdiansættelsen 3 og ledelsen 2, vil den samlede karakter ende på 3.
En vurdering på 1 er stærk kritisk, hvor 3 er godkendt mens 5 betyder stærkt potentiale. I de første 10 vurderinger har børspanelet givet to børsnoteringer en karakter på over 3, mens de resterende otte selskaber har fået under 3.
Formålet med børspanelet er at klæde de private investorer ordentligt på ift. børsnoteringerne, hvorfor vi synes, at initiativet bag er super godt. Jakob Have og Jens Løgstrup er begge erfarne investorer, og har arbejdet som finansdirektører og har erfaring fra bestyrelsesposter.
Fordeling af karakterer
De to børsnoteringer, som har fået en karakter på over 3, er Scandinavian Medical Solutions og Brain+. I tilfældet ved Brain+ var det dog kun Jens Løgstrup, som gav en karakter. På nedenstående graf er et overblik over børspanelets karakterer.
De 10 første karakterer fra børspanelet har resulteret i en gennemsnitlig karakter på 2,457. Når man kigger nærmere på karaktererne, er det tydeligt at se, hvad der er årsagen til, at karakteren ikke er på 3 (godkendt) i gennemsnit. Det er nemlig gennemgående ved næsten alle, at værdiansættelsen trækker ned.
Mens den gennemsnitlige karakter er på knap 2,5, er den gennemsnitlige karakter af værdiansættelsen på 1,7. Det er derfor i høj grad værdiansættelsen, som har været med til at trække karakteren ned. Omvendt har forretningsmodellerne fået et gennemsnit på 3,2, hvilket betyder, at forretningsmodellerne er mere end godkendte.
Hvis vi derfor skal følge disse meget konkrete og overordnede tal fra børspanelet, er der altså kommet nogle cases, som har et overordnet godt potentiale ift. markedet, konkurrence, produkt, skalerbarhed og lignende. Ifølge børspanelet har prissætningen bare ikke været retfærdig.
Hvis vi tager en case som Copyright Agent, kunne det derfor være spændende at høre, hvad børspanelet nu tænker om Copyright Agent, der fik en karakter på 2,75 i forretningsmodel, men en karakter på 1 i værdiansættelse. Siden noteringskursen er aktien nede med 32% baseret på lukkekursen d. 12. november, og siden bedømmelsen fra børspanelet har selskabet bl.a. leveret en opjustering og offentliggjort flere nye kunder.
Det sidste punkt, ledelse, er ligeledes en meget vigtig parameter. Gennem de første ti gennemgange fra børspanelet, har ledelsen i gennemsnit fået en karakter på 2,475. De tre højeste karakterer er givet til Brain+, Scandinavian Medical Solutions og Speedrecruiters. Omvendt er de tre laveste karakterer givet til SameSystem, Q-Interline og Hove, hvis vi isoleret kigger på ledelses-karakteren.
Lige nu er Relesys på vej på børsen, og vil forventeligt være den næste case, som børspanelet gennemgår.
Kilde: Børsen
Fin sammenfatning. Det kunne være interessant at se børspanelets vurderinger ca. et år efter IPO’erne.
Mange tak, Jesper. Det noterer vi ned 🙂