Brain+ kunne i går offentliggøre resultatet af selskabets TO4 warrantrunde, hvor 62,8% endte med at blive tegnet. Brain får dermed tilført 3,3 mio. kroner i arbejdskapital før transaktionsrelaterede omkostninger.

Med estimerede transaktionsomkostninger på omtrent 0,4 mio. kroner forbedres selskabets likviditet med 2,9 mio. kroner. Det sikrer finansieringen af virksomhedens planlagte aktiviteter for resten af 2024 som vil fokusere på markedsintroduktionen af Ayla – din CST Assistent i Storbritannien, opbygningen af en portefølje af modne kundeemner, indgåelse af de første britiske salgskontrakter samt etablering af længerevarende finansiering.

Selskabets foretrukne finansieringsmetode er en rettet emission af nye aktier eller konvertible obligationer til eksisterende og nye investorer både i Danmark og udlandet, da det også er den billigste mulighed. Samtidig ses også på muligheder for at drage fordel af den betydeligt højere værdiansættelse, som sundhedsteknologivirksomheder tæt på kommercialisering har på markedet for private equity. Det væsentligste hensyn for bestyrelsen og ledelsen er at sikre virksomhedens drift og samtidig optimere værdien for eksisterende aktionærer og andre interessenter. Så snart en beslutning om yderligere finansieringsforanstaltninger er truffet, vil Brain+ informere markedet i en separat selskabsmeddelelse.

Brain+ har ligeledes meddelte, at Ayla – din CST Assistent i Storbritannien er blevet registreret som et såkaldt Medical Device Software til brug ved demensterapi. I forlængelse heraf vil produktet blive gjort kommercielt tilgængeligt på tværs af en række software distributionsplatforme over de kommende dage.