Brain+ har i dag offentliggjort resultatet af selskabets TO 2 warrants, som investorer har haft mulighed for at udnytte i perioden fra den 2.-16. oktober 2023 til tegning af nye aktier i selskabet.
Brain+ gennemførte i maj 2023 en kapitalforhøjelse i form af units, hvor hver unit bestod af aktier og warrants, der blev udbudt med fortegningsret for eksisterende aktionærer. I den forbindelse udstedte selskabet 28.542.348 TO 2 warrants, der hver gav ret til at tegne én ny aktie i Brain+ til en kurs, der slutningen af september blev fastlagt til 0,2 kroner. I alt blev 19.228.798 TO2 warrants udnyttet svarende til 67,4% af det samlede antal TO 2 warrants. Derudover har ledelsen og medlemmer af bestyrelsen samt eksterne aktionærer givet yderligere tilsagn på at tegne op til 1.970.766 nye aktier i den udstrækning, at ikke alle warrants blev udnyttet. Til at dække disse tilsagn har bestyrelsen besluttet at gennemføre en rettet emission på samme vilkår som TO 2 warrants, hvor der udstedes 1.970.766 nye aktier, hvilket tilfører Brain+ yderligere 0,4 mio. kroner.
Gennem TO 2 warrants og den rettede emission har Brain+ dermed sikret sig 4,2 mio. kroner før transaktionsomkostninger, hvor både bestyrelsen, den daglige ledelse og private storaktionærer har støttet selskabet.
Brain+ har i løbet af de seneste uger udsendt en række meddelelser, hvor selskabet bl.a. har informeret om en positiv dialog med Københavns Kommune, som har vurderet hvorvidt CST-Therapist Companion lever op til de strenge sikkerheds- og kvalitetskrav, som kommunen har til digitale produkter. Københavns Kommune har omkring 12% af alle demenspatienter på landsplan, hvorfor det er en vigtig kommune for Brain+, og ligeledes én af de danske kommuner, der har mest erfaring med kognitiv stimulationsterapi.
På det danske marked ser Brain+ ind i købssæsonen for de danske kommuner i fjerde kvartal. Brain+ forventer, at det kan udmønte sig i 3-4 nye salgskontrakter på CST-Therapist Companion til de danske kommuner. For 2024 har Brain+ en pipeline på 40 kommuner, hvor der har været en god dialog ift. at skulle benytte CST-Therapist Companion. Brain+ forventer, at 10-20 af disse kommuner indgår salgskontrakter i løbet af 2024.
Derudover har selskabet beskrevet, hvordan en række legater kan påvirke selskabet. Historisk har Brain+ lykkedes med at modtage legater for i alt 72 mio. kroner, hvilket er en strategi de bliver ved med at forfølge. Senest har de ansøgt legater for op til 67 mio. kroner gennem 3 forskellige legater, hvor der forventes endegyldige svar i november eller december 2023.
No comments! Be the first commenter?