Brain+ meddelte onsdag, at selskabet vil restrukturere sine aktiviteter og sætte alle ressourcer ind på kommercielt salg i Storbritannien. Tiltaget vil slanke organisationen og samtidig sikre et vedvarende fuldt fokus på at nå målsætningen om et årligt tilbagevendende indtjeningsniveau (annual recurring revenue, ARR) på 1 mio. euro inden udgangen af 2025.

Det er en stor omvæltning, som virksomheden er på vej til at foretage. Omkostningerne skal skæres med 35%, så der med det forventede salg i Storbritannien kan opnås break-even på driften allerede fra midten af 2026, hvilket er et halvt år tidligere end selskabets tidligere forventning. Det er en ambitiøs målsætning, der også vil forlænge rækkevidden af selskabets finansielle beredskab. Besparelserne vil have fuld effekt fra midten af 2025.

Brain+ har dog fortsat behov for yderligere kapital for at nå hele vejen i mål med sine store ambitioner. Derfor har selskabet lagt op til at gennemføre en aktieudvidelse på op til 16 mio. kroner, hvoraf 50% allerede er forhåndstegnet af selskabets største aktionærer og eksterne garantistillere. Kapitalrejsningen, der vil give fortegningsret til selskabets eksisterende aktionærer, skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling. Hvis forslaget godkendes, vil emissionen forløbe i marts måned 2025.

De nye aktier vil kunne tegnes til en kurs svarende til 70% af den volumenvægtede gennemsnitskurs på selskabets eksisterende aktier beregnet over de forudgående 10 handelsdage. Kapitalrejsningen vil blive i form af et udbud af såkaldte units, der vil omfatte dels nye aktier dels TO5 warrants, der vil blive udstedt uden beregning. De udstedte TO5 warrants vil give adgang til at tegne nye aktie i Brain+ til rabatkurs i løbet af juni 2025, hvorved Brain+ potentielt kan hente op mod yderligere 24 mio. kroner i ny kapital.

Brain+ estimerer, at selskabet skal bruge 9-10 mio. kroner for at nå sin målsætning om et ARR niveau på €1 mio. slut 2025 og videre til  break-even på sin driftslikviditet medio 2026. Derfor vil en succesfuld emission, hvor selskabet henter mere end 10 mio. kroner efter omkostninger, ifølge selskabet betyde, at den kommercielle satsning i Storbritannien vil kunne øges yderligere, ligesom der også vil blive geninvesteret i ny produktudvikling til at understøtte salget og indtjeningsvæksten fra og med medio 2026.